A. Valentiner, Adolph Valentiner, 4.7.1803-23.5.1868, dansk landmand. I 1831 overtog Valentiner ejendommen Gjeddesdal ved Taastrup og blev sammen med E. Tesdorpf sin generations ledende landmand. Han var den første, der drænede med teglrør, og som en af sin tids førende mejerifolk var han først med indførelsen af vandmejeriet fra USA. Valentiner var meget aktiv i landbrugets foreningsvæsen, skrev hyppigt i landbrugspressen og udgav flere oplysende småskrifter samt fra 1857 den første lommebog for landmænd.