A.P.C., Atelier de Production et Creation, fransk tøjmærke, grundlagt i 1987 af Jean Touitou (f. 1951) i Paris. Jean Touitou blev født i Tunesien, men flyttede i 1960 til Paris, hvor han bl.a. læste historie på universitetet og grundlagde et pladeselskab i 1975. Han arbejdede 1976-85 hos bl.a. modefirmaerne Kenzo og Agnès B., inden han fik sin egen herrekollektion på gaden. A.P.C.s stil er præget af enkelhed og smalle silhuetter og er bl.a. inspireret af 1960'ernes minimalisme og fransk mode generelt. Blandt firmaets succesrige klædningstykker er en serie enkle og klassiske jeans.