A.-J. Gros

Den Franske Revolution. Allegorisk fremstilling af republikken som en kvinde klædt i antikke gevandter. Spydet med den røde hue er symbol på den folkelige magt og friheden, trekanten er symbol på lighed. Det blomsterkransede fasces, som trekanten hviler på, symboliserer republikkens magt. Marianneskikkelsen, som senere i 1800-t. skulle blive symbolet på den franske republik, begynder hermed at tage form. Maleri af Antoine-Jean Gros, 1794; Versailles.

.

Artikelstart

A.-J. Gros, Antoine-Jean Gros, 1771-1835, baron, fransk maler. Antoine-Jean Gros var en af de første moderne kunstnere, der interesserede sig for det nære østen; sammen med hans farveholdning og sans for realistiske gengivelser af sygdom og død gjorde dette ham til en af romantikkens forløbere.

Gros blev som 14-årig elev hos J.-L. David, men han var lige så optaget af Rubens' som af læremesterens kunst. 1793 rejste han til Italien, hvor han i Genova bl.a. malede portrætter og scener fra Ossians digte; i Milano skabte han 1796 det skelsættende Bonaparte ved Arcole-broen (Versailles), der gjorde ham berømt. Med De pestramte i Jaffa, udstillet 1804, og Slaget ved Eylau (1808, begge Louvre) skabte Gros ikke blot nogle af de mest interessante portrætter af Napoleon, han skildrede også samtidshistorien med dramatisk styrke og episk bredde.

Antoine-Jean Gros udførte endvidere en lang række portrætter af kejserdømmets mænd. Efter Napoleons fald og Davids landflygtighed overtog Gros mesterens atelier, og han vendte tilbage til en mere konventionel klassisk stil, der hurtigt udviklede sig til akademisme.

I 1824 færdiggjorde han udsmykningen af kuplen i Panthéon i Paris. Berømmet, dekoreret og adlet, men kunstnerisk udtømt begik Gros selvmord.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig