A, a (bogstav)

Tidligere i sprogets historie var forholdene helt anderledes. Ved middelalderens begyndelse var de nordiske dialekter stadig næsten ens, og en række udtaleændringer af a-lyde var fælles for næsten hele Norden. Et langt a blev — tidligst i Danmark — til en å-lyd, [ɔ], som det fx ses i wat, der blev til wåt (nu våd). Mindelser om den oprindelige a-udtale har vi i fx fattig, der er sammensat af få og tage (dvs. 'som har få ting at tage af'), og lade, jf. svensk låta. Disse ord fik nemlig vokalforkortelse før den ovennævnte udvikling og blev derfor ikke påvirket.

Dansk manglede derefter et langt a, [ɑ:], men det opstod snart efter, idet ethvert kort [ɑ] blev forlænget, når der ikke i samme stavelse fulgte en konsonant. Dette ses fx i fare og tale i modsætning til falme og talje. Også denne middelalderlige lydlov er fælles for det meste af Norden.

Særdansk er derimod, at tryksvagt [ɑ] ligesom [i] og [u] bliver til [ə] i tiden mellem 1150 og 1300. Dette ses fx i dansk krone over for svensk krona. Alle dialekter vest for Skåne og Bornholm ramtes fuldt ud af denne lydlov, hvorimod kun få svenske og norske blev ramt. I det danske rigsmål findes tryksvagt a herefter kun i nyere låneord som saga og soda.

Dansk blev i den sene middelalder igen ramt af, at langt [ɑ:] blev [ɔ]-agtigt, nemlig da fx taler blev til tåler. Denne ændring ramte ikke sønderjysk, sejerøsk og københavnsk. Pga. udeblivelsen i københavnsk trængte lydloven ikke ind i rigsmålet.

Rigsmålet blev til gengæld senere påvirket af, at københavnsk og skånsk-bornholmsk fremskød det lange [ɑ:] i fx mave til en lidt lysere fortungevokal. I 1800-tallet blev denne vokal næsten lukket til [ɛ]. Dette skete først i Københavns lavsprog, derpå i byens højsprog og i provinsen, men endnu i dag er lydloven ikke helt slået igennem; ved r hæmmes lydloven noget, fx i far og rase, men op mod år 1900 blev r-påvirkningen så stærk, at der atter opstod et rent [ɑ:] her.

Samtidig blev det korte [ɑ], fx i mand, fremskudt og lukket til det samme "flade" a, men dog gennemgående ikke helt så lukket, specielt ikke i højsprog. Nabokonsonanten spiller her en større rolle, idet r samt efterfølgende klangmørk konsonant hæmmer lydloven, særlig i lavkøbenhavnsk, således at [ɑ] sejrer i fx rand, kaffe og hav, mens det lyse [a] opstår foran tungespidskonsonanter (apikaler) og "nul", fx hat, masse og da. Også en r-lyd i den efterfølgende stavelse hæmmer fremskydningen, fx vandre og forfatter. Dette gælder særlig for højkøbenhavnsk og i provinsen, men af systematiske grunde og pga. lavkøbenhavnsk sejrer [a] i alle ord undtagen i en lille gruppe særlig almindelige: andre, aldrig, anderledes, Anders, vandre, hvori lavkøbenhavnsk må opgive sit [a].

Alt dette er den historiske baggrund for den modvilje, store dele af offentligheden har næret og nærer mod den lyse a-lyds forekomst i visse ordtyper. Når der tales om forfladigelse af udtalen, tænkes der oftest på disse ændringer af a-lyden.