1. sal, 2. sal osv.

1. sal, 2. sal osv. er benævnelserne på dansk på de forskellige etager i en fleretages bygning. Men brugen af tallene 1 og 2 osv. til at holde styr på etagerne, adskiller sig på dansk fra flere andre sprog og lande, bl.a. fransk, italiensk og norsk. Her henviser tallet 1 ret logisk til den nederste etage i gadeniveau, og tallet 2 til etagen oven over. Dette kan godt forvirre lidt, men heldigvis følger man i England og Tyskland den samme nummerering af etagerne som Danmark.

Ordene stue i betydningen'stueplan' og sal har imidlertid også deres særlige forklaringer og udspring på dansk.

Stuen

Stuen var et helt nyt boligelement, der kom til Danmark i 1000-1100-tallet fra Sydtyskland, hvor en stube i betydningen 'et lukket rum af træ' (jævnfør 'træstub') var betegnelsen for det centrale opholdsrum i boligen, der var opvarmet med en eksternt fyret bilæggerovn af hule lerkakler. Stuen var derudover forsynet med trægulve, trælofter og 'panellerede' vægge samt vinduer med blysprossede ruder i den ene side, og lukkede alkover i den modsatte side. Så stuen var i høj grad præget af træ på alle seks sider.

Salen

Men på de større gårde i landsbyerne opstod der i 1100-1300-tallet tilsyneladende et behov for et yderligere prestigebetonet rum i huset til gæstebud, fester og højtider. Man byggede derfor en lille vinkel på stuehuset af bindingsværk, i nordsiden, ud for stuen, som man kaldte salen; som et såkaldt korshus med vinduer til tre sider.

Dette var samtidigt med, at de danske købstæder opstod og udviklede sig, primært som havne- og torvebyer med handel som omdrejningspunkt. Her lå købmændenes bindingsværkshuse tæt, på grund af byernes begrænsede pladsforhold, og de blev derfor tit opført i mindst to etager, især omkring torvet og ved havnen. Enten som gavlhuse eller længehuse, eller en kombination af begge, kaldt korshuse. Disse havde selve beboelsen, med handelskontor i underetagen og varelageret i etagerne oven over, med ophejsning af varerne gennem hejsekviste i taget eller gavlluger.

Da de større gårde i landsbyerne også drev handel med egne skibe, bl.a. fra mindre strandmarkeder, men også fra købstæderne, var der livlig social, faglig og familiær kontakt mellem byernes handelsfolk og landsbyernes såkaldte 'bondeskippere'. Senere fik købstæderne som led i håndhævelsen af deres handelsmonopol, dog forbudt og nedlagt landsbyernes uautoriserede udskibningshavne og strandmarkeder.

Men da købstædernes handelsfolk i 1100-1200-tallet blev præsenteret for bondeskippernes stuehuse i landsbyerne med stue og sal, bredte disse sig snart som modefænomener til byhusene. Det gik fint med stuen, der kunne ligge i gadeniveau, men her var der til gengæld ikke plads til at indrette en udbygning med en sal til gæstebud og fester på de små grunde. Denne blev derfor lagt i etagen over, sammen med vareoplaget.

Så dette er den ret mærkelige forklaring på, at vi den dag i dag ankommer til alle bygninger i Danmark fra stueplan, og hvis bygningen er i flere etager, går vi op på 1. sal og 2. sal osv., også selv om der ikke ligger en decideret sal her.

På engelsk kan en etage i en bygning meget logisk hedde et gulv, floor, men også storey – et sted til opmagasinering af varer. Hvad der afspejler den tidligere anvendelse af byhusenes overetager, der nu er nedlagt. Men udtrykket er stadigvæk muligt at forstå, rent historisk. Modsat det danske udtryk sal, der også repræsenterer en nu forsvundet funktion, som er lige så logisk, men mindre kendt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig