1. Verdenskrig - Danmark

Danmark opretholdt i alle krigsårene sin neutrale stilling. Ved krigsudbruddet fandt ingen mobilisering sted, men i stedet blev sikringsstyrken indkaldt; størsteparten af dens 58.000 soldater bemandede Københavns befæstning. Samtidig bøjede regeringen sig efter tysk pres 5.8.1914 og lod udlægge søminer i danske farvande med stiltiende britisk accept, skønt Danmark var folkeretligt forpligtet til at holde dem åbne. I løbet af krigen deltog flere end 30.000 dansksindede nordslesvigere i tysk krigstjeneste, idet Sønderjylland mellem Kongeåen og den nuværende grænse var under tysk herredømme 1864-1920; heraf mistede ca. 5000 livet. Endvidere blev 275 danske handelsskibe sænket, og i alt ca. 700 danske søfolk omkom.

Den danske samfundsøkonomi blev kraftigt reguleret gennem Augustlovene 1914. Danmark opretholdt handel med begge krigens parter og var et blandt flere neutrale lande, der eksporterede kødkonserves til de tyske tropper; spekulanter tjente store formuer på hastigt voksende konservesfabrikation af ofte middelmådig kvalitet, hvad der skaffede dem det folkelige øgenavn gullaschbaroner. 1917-18 gav en indtrådt varemangel anledning til den første danske udstedelse af rationeringsmærker til daglige fødevarer. Der opstod i disse år en betydelig social og politisk uro. Den spanske syge var en epidemi, der i krigens kølvand ramte Europas civilbefolkninger meget hårdt 1918-19, og som i Danmark kostede ca. 12.000 menneskeliv, heraf mange børn og unge (se influenza). Tysklands sammenbrud i 1918 og bestemmelser i Versaillestraktaten 1919 muliggjorde et forløb, der via en international grænsekommission og zoneopdelte folkeafstemninger førte til Sønderjyllands Genforening med Danmark i 1920 og dermed til fastlæggelsen af den nuværende dansk-tyske grænse.