Skæg, se hår (menneskehår) og hår- og skægmode.

menneskehår, dyrehår eller (fra 1900-tallet) nylonhår. Parykker kan bruges erstatning for hår tabt fx ved sygdom, men de har også gennem tiden været symbol på værdighed (fx i engelske retssale) eller religiøst tilhørsforhold (fx ortodokse jødiske kvinder). Først og

Menneskehår På størstedelen af menneskelegemets overflade findes korte, fine vellushår, der er svagt pigmenterede, og som svarer til dyrenes uldhår. På visse dele af kroppen findes lange, grove terminalhår, som ligner dyrenes dækhår, fx hovedhår, øjenbrynshår, øjenvipper, hår i øregangene

hår sat op i en kompliceret frisure. Bronzealderens kvinder kunne altså sætte deres hår på flere måder, enten kunstfærdigt eller mere hverdagsagtigt. Når en kunstfærdig frisure som Skrydstruppigens skulle sættes, blev det lange hår redt tilbage. Over hovedet fra tinding til tinding lagde man en valk af menneskehår

Små dynger af brændte knogler – det var, hvad der blev tilbage af menneskene i bronzealderens sidste halvdel. Derfor kan perioden virke lidt anonym, for det er svært at sætte ansigt på den tids mennesker. Nogle få mennesker fra den yngre