-vang er et efterled i danske stednavne, der i det ældste lag af navne fra vikingetiden med dette efterled betyder 'dyrket agerjord'.

En yngre betydning 'afgrænset område, indhegning' er mest almindelig og er forbundet med vangebrug i dyrkningsfælleskabets tid. Endelsen forekommer i denne betydning i navnene Fjelstervang og Kvong, hvis forled er henholdsvis gammeldansk *fialstær 'skjul' og ko.

Efterleddet forekommer i nordsjællandske navne med den specifikke betydning 'indhegnet skov' i navne som Egebæksvang og Gadevang. I et stort antal marknavne indgår -vang i betydningen '(del af) bymark' eksempelvis i navne som Østervang og Vestervang, der forekommer mange steder.

Vænge er afledt af vang og betyder 'afgrænset område/jordstykke, der ligner en vang'.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig