-Toft, -tofte, efterled i danske stednavne, i marknavne med betydningen '(indhegnet) jordstykke, udskilt af landsbyfællesskabet og beregnet til bebyggelse mv. for den enkelte beboer'. I bebyggelsesnavne har det muligvis en ældre betydning 'grund for bebyggelse', og her forekommer personnavne af nordisk oprindelse temmelig hyppigt som forled, fx kvindenavnet Āsgunn i Assentoft og mandsnavnet Wǣmund eller Wǣm(m)i i Vemmetofte. Desuden findes bl.a. ord for bevoksning, fx æble i Ebeltoft og glda. with 'skov' i Vedtofte, for dyr, fx gås i Gåsetofte, for terræn, fx glda. *wis 'sump' i Vistoft, og for jordbund, fx sten i Stentoft.

Stednavnetypen, som nok går tilbage til slutningen af folkevandringstiden, har især været produktiv i vikingetiden, hvad udbredelsen i vikingeområder i Danelagen og Normandiet viser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig