-toft

-Toft, -tofte, efterled i danske stednavne, i marknavne med betydningen '(indhegnet) jordstykke, udskilt af landsbyfællesskabet og beregnet til bebyggelse mv. for den enkelte beboer'. I bebyggelsesnavne har det muligvis en ældre betydning 'grund for bebyggelse', og her forekommer personnavne af nordisk oprindelse temmelig hyppigt som forled, fx kvindenavnet Āsgunn i Assentoft og mandsnavnet Wǣmund eller Wǣm(m)i i Vemmetofte. Desuden findes bl.a. ord for bevoksning, fx æble i Ebeltoft og glda. with 'skov' i Vedtofte, for dyr, fx gås i Gåsetofte, for terræn, fx glda. *wis 'sump' i Vistoft, og for jordbund, fx sten i Stentoft.

Stednavnetypen, som nok går tilbage til slutningen af folkevandringstiden, har især været produktiv i vikingetiden, hvad udbredelsen i vikingeområder i Danelagen og Normandiet viser.