-Ris, efterled i danske stednavne med betydningen 'kratskov'. Navnene er ofte overført til bebyggelser ved eller i den skov, der oprindelig bar navnet. En del stednavne på -ris er kendt fra middelalderen; dog kan enkelte, fx sognenavnet Hasseris, være ældre. Som forled forekommer bl.a. ord for dyr, fx Karise 'kratskoven med (hjorte)kalve', for bevoksning, fx Egeris 'kratskoven med egetræer', og for beliggenhed, fx Nørreris 'den nordlige kratskov', samt stednavne, fx Farris 'kratskoven ved åen Far'.