-by

-By, endelse i danske stednavne. Ordet er beslægtet med verbet bo. Det betegner sandsynligvis altid en bebyggelsesform og har ikke, som det undertiden hævdes, oprindelig haft betydningen 'en slags eng'. Den almindeligste betydning i Danmark er 'landsby'. I vestjyske stednavne kan -by bruges om 'enkeltgård' og om 'spredt bebyggelse'. Den sidste anvendelse kendes også fra Bornholm. Første led i sammensætningerne er oftest gennemskuelige ord for naturfænomener, Sundby, Søby, eller kulturforhold, Broby, Kirkeby. Første led kan også angive alder, Nyby, størrelse, Magleby af magle 'stor', eller beliggenhed, Østerby.

Personnavne indgår i nogle syddanske navne, fx i Toreby og Brodersby. Denne navnetype har, vistnok med urette, været anset for resultat af påvirkning fra Sverige eller fra Danelagen i England. Forekomsten af danske navne i Danelagen, fx Grimsby og Derby, er et resultat af vikingernes tilstedeværelse og viser, at navne på -by i Danmark har kunnet dannes i 800-t.

Da ordet har været levende i sproget siden da, har -by kunnet bruges i stednavnegivningen også i vore dage, jf. B&O-Byen ved Struer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig