-ase

-Ase, græsk og internationalt suffiks. Af verber, hvis stamme ender på -a, dannes på græsk substantiver ved suffikset -sis; disse betegner handling eller tilstand, fx basis og emphasis 'eftertryk'.

Når sådanne ord lånes til fransk, får slutningen formen -ase. Denne form bliver også almindelig på dansk og tysk, fx emfase. På engelsk og internationalt i øvrigt bruges -asis i sådanne lån, mens -ase stort set kun anvendes som kemisk suffiks til angivelse af, at ordet er navn på et enzym.

Til denne anvendelse er suffikset dannet ud fra den franske betegnelse for et bestemt enzym diastase, af gr. dia- og -stasis, afledning af verbalstammen sta- 'stille', altså samlet 'stillen til hver sin side, adskillelse'. Fra diastase udskilles herefter -ase, hvortil som første led lægges betegnelser for stoffer eller processer, som har med det givne enzyms virke at gøre, fx transfer-ase, amyl-ase.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig