Đorđe Branković, 1375-1456, fyrste af Serbien fra 1427, fra 1429 med titel af despot. Branković herskede kun i det nordlige Serbien med Smederevo ved Donau som hovedstad og måtte i perioder gå i landflygtighed. Han søgte at sikre sit lands overlevelse gennem en balancepolitik mellem osmannerne og ungarerne, hvilket for så vidt lykkedes, men kort efter hans død erobredes resten af Serbien af sultan Mehmet 2.