Český Krumlov er en by i det sydlige Tjekkiet beliggende ved en slyngning af Vltava (Moldau) 140 kilometer syd for Prag; 14.800 indbyggere (2000). Byen har bevaret sit middelalderlige præg med torv, rådhus, klostre og byport, og den er en stor turistattraktion. Den er vokset op omkring det højtbeliggende slot Zámek, der fremstår som et sammenhængende renæssanceanlæg med de ældste dele fra 1200-tallet. Slottet var hjemsted for skiftende indflydelsesrige adelsslægter deriblandt Rožmberk, Eggenberg og Schwarzenberg, der havde umådelige ejendomsbesiddelser i området.

Faktaboks

Også kendt som

tysk Böhmisch Krummau, Krummau an der Moldau

Byen blev hårdt ramt af oversvømmelser i 2002, men er hurtigt blevet restaureret. Den gamle bydel er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig