Østpolitik er en almindeligt anvendt betegnelse for den vesttyske forsonings- og udenrigspolitik over for de kommunistiske nabolande i Østeuropa. På det tidspunkt var der fortsat ikke sluttet fred mellem de allierede sejrherrer i 2. Verdenskrig og Tyskland.

Faktaboks

Etymologi

af tysk Ostpolitik

Vestpolitik, men ingen Østpolitik

I 1950'erne var der endnu ikke sluttet fred med Tyskland, idet de fire store allierede sejrherrer fra 2. Verdenskrig, Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA, især ikke kunne blive enige om, hvad der skulle være Tyskland. Men Forbundsrepublikken (Vesttyskland) havde i en slags vestpolitik forsonet sig med de vesteuropæiske stater Frankrig, Belgien og Holland, som Tyskland havde angrebet og besat under 2. Verdenskrig.

Det holdt til gengæld hårdt med en udsoning med de østeuropæiske stater, der var blevet hårdest medtaget af tyskernes krig. Især fordi dette kunne indebære en vesttysk anerkendelse af de nye grænser, krigen havde skabt, og dermed anerkendelse af at Tyskland måtte afstå landområder, især til Polen.

Østpolitikken indledes

Med socialdemokraten Willy Brandts overtagelse af kanslerposten i 1969 blev vejen banet for et ændret og forbedret forhold til det kommunistiske Østeuropa. Brandt var rede til at anerkende de nye grænser for Tyskland mod øst. Det krævede dog først en afklaring med det i østblokken hegemoniske Sovjetunionen. Den kom med den såkaldte Moskvatraktat fra august 1970, der indebar gensidig afkald på magtanvendelse og anerkendelse af de eksisterende grænser i Østeuropa.

Andre østaftaler

I 1970 var der fortsat ikke sluttet fred med Tyskland. Men aftalen med Sovjetunionen betød en anerkendelse af status quo i Østeuropa. Moskvaaftalen banede vejen for en udsoning med Polen. Den kom under Willy Brandts rejse til Warszawa i december 1970, hvor Brandt spektakulært knælede for de faldne i Warszawas ghetto. Der blev indgået en traktat, der betød vesttysk anererkendelse af Oder-Neisse-linjen som Polens vestgrænse og dermed af landafståelserne til Polen. Indirekte var det også en slags anerkendelse af DDR.

Aftalen mellem de to tyske stater, Forbundsrepublikken og DDR, i december 1972 betød vesttysk anerkendelse af DDR som stat, men ikke af den tyske nations deling. Derefter kunne DDR anerkendes internationalt som selvstændig stat.

Aftalen med Tjekkoslovakiet i 1973 betød vesttysk anerkendelse af Tjekkoslovakiets grænser, inkl. det omstridte Sudeterområde med en stor tysktalende befolkningsdel.

Indenrigspolitisk omstridt

Willy Brandts østpolitik, som den kom til udtryk i disse aftaler, var indenrigspolitisk omstridt, fordi den af oppositionen i CDU/CSU blev opfattet som en cementering af Tysklands deling. Internationalt skabte østpolitikken imidlertid stor respekt for Vesttyskland og Willy Brandt, da den blev set som en længe ventet opfølgning til den udsoningspolitik, som Vesttyskland havde gennemført over for Vesteuropa i 1950'erne.

Aftalen om Tysklands enhed 1990

I 1990 var der stadig ikke sluttet fred med Tyskland. Men med aftalen mellem de to tyske stater og de fire tidligere besættelsesmagter, der stadig holdt Berlin besat, blev der indgået en aftale – den "afsluttende ordning mht. Tyskland", der de facto skabte fred. Den gjorde tysk forening mulig og dermed fastslog den, hvad der skulle være Tyskland. Den fastlagde Tysklands grænser og gengav Tyskland fuld suverænitet. Dermed bekræftede den også, at de tyske landafståelser til Polen og Sovjetunionen faktisk var gennemført og accepteret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig