Ønskekvist, kløftet gren, gerne af pil, også kaldet spåstik, som bruges til at "vise vand". Vandviseren holder med begge hænder i den Y-formede kvist: Når han kommer hen over en såkaldt vandåre, bøjer kvisten ned mod jorden. Tidligere brugtes den også til påvisning af metalårer og omtales allerede i 1400- og 1500-t. i forbindelse med minedrift i Østrig og Tyskland. I ældre dansk folketro gives anvisninger på, hvorledes ønskekvisten skal skæres julenat (eller sankthansnat) af en slåentjørn eller en hasselbusk. Under fremsigelse af en trylleformel "døbes" kvisten derpå til sit særlige brug: påvisning af guld, sølv, vand — men kun ét formål. Se også ley-linjer.