Økonomisk sociologi, den del af sociologien, der beskæftiger sig med relationerne mellem økonomien og forskellige sociale institutioner. Hvor den økonomiske videnskab tager udgangspunkt i abstrakte antagelser om aktører, der er individuelt nyttemaksimeret orienterede, påviser den økonomiske sociologi, hvordan økonomisk adfærd også i høj grad er påvirket af institutionelle forhold og sociale normer.

Økonomisk sociologi beskæftiger sig især med forhold på arbejdsmarkedet, med pressionsgrupper og arbejdskonflikter, med virksomheders og organisationers adfærd, innovation og konkurrenceevne, men også med forhold uden for den formelle økonomi, fx kvinders ubetalte arbejde i hjemmet. Økonomisk sociologi er således ikke et specialfelt inden for sociologien, men snarere en tilgang, som anvendes i sociologisk forskning på en lang række områder.

Klassiske repræsentanter for analysen af koblingen mellem økonomi og sociologi er Karl Marx, Émile Durkheim og Max Weber, mens vigtige navne inden for nyere økonomisk sociologi er Neil Smelser, Mark Granovetter (f. 1943) og Richard Swedberg (f. 1948); de to sidstnævnte har sammen udgivet The Sociology of Economic Life (1992).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig