økohistorie

Økohistorie, historisk disciplin som beskæftiger sig med samspillet mellem mennesket og naturen. Økohistorie søger at analysere og beskrive, hvorledes de menneskelige samfund, der eksisterer i naturen — ikke over eller ved siden af den — har påvirket deres omgivelser og omvendt. Kronologisk befatter økohistorie sig med menneskehedens historie i dens fulde udstrækning, fra urtidens spredte jæger- og samlersamfund, som med jagt og ved systematisk anvendelse af ild i stor skala ændrede landskabet og udryddede adskillige dyre- og plantearter, til nutidens tætbefolkede industrisamfund, der har forvandlet kloden til ukendelighed og fundamentalt ændret vilkårene for mennesker, dyr og planter.

Den moderne videnskabelige interesse for samspillet mellem natur og menneske kan spores tilbage til det tidlige 1800-t.s kulturgeografer, bl.a. Alexander von Humboldt og den dansk-franske geograf Malthe Conrad Bruun. Som selvstændig disciplin opstod økohistorie i USA i 1970. Blandt de umiddelbare forløbere kan nævnes den danske økonom Ester Boserup (The Conditions of Agricultural Growth, 1965) og historikerne Fernand Braudel og James C. Malin (1893-1979). Med udgangspunkt i de sandstorme, som i 1930'erne truede flere midtvestlige amerikanske stater på livet, skrev Malin en række værker om den amerikanske prærie. Hans Grassland Historical Studies (1950) inddrog argumenter fra en række naturvidenskaber og blev retningsgivende, navnlig i Nordamerika.

Økohistorie, der i 1970'erne fremstod som den videnskabelige side af samtidens voksende bekymring for miljøet, fik i løbet af få år fodfæste ved de fleste amerikanske universiteter. I 1976 stiftedes The American Society for Environmental History, der udgiver tidsskriftet Environmental History. Indflydelsesrige amerikanske økohistorikere er Alfred W. Crosby (f. 1931), Donald Worster (f. 1941) og Stephen J. Pyne (f. 1949). Crosbys kendteste værk er Ecological Imperialism. The Biological Expansion of Europe, 900-1900 (1986), som beskriver de biologiske og kulturelle konsekvenser af det verdenshistoriske møde 1492 mellem den gamle og den nye verden. Worster har i en lang række værker, bl.a. Nature's Economy (1977), søgt at fastlægge en selvstændig teoretisk og metodisk profil for økohistorie. I forlængelse af Malin hævder Worster, at økohistoriens særlige identitet ligger i den fagligt set krævende sammentænkning af historie i gængs forstand og naturvidenskab (fysik, geologi, agronomi, oceanografi, klimatologi og de biologiske videnskaber). Pyne har skrevet om grundelementerne vand og ild, bl.a. i World of Fire. The Culture of Fire on Earth (1995).

I Europa, hvor den kulturgeografiske tradition har været dybere forankret end i USA, har økohistorie været længere om at få fodfæste. Briten Clive Pontings (f. 1946) A Green History of the World (1991, da. En grøn verdenshistorie, 1992) blev en publikumssucces. Ponting ser med bekymring på menneskets fremtidsmuligheder; historien viser, at samfund med store økologiske problemer har ringe bæredygtighed. Et perspektiv, som optager mange økohistorikere, er forholdet mellem miljø, befolkningstal og sygdom. Energiforbrug, energikriser, overgangen til fossil energi og menneskets påvirkning af klimaet er behandlet af tyskeren Rolf-Peter Sieferle (f. 1949) og schweizeren Christian Pfister (f. 1944).

I Sverige blev den naturvidenskabeligt orienterede historiker Birgitta Odén interesseret i økohistorie allerede i 1960'erne, og i 1993 oprettedes Nordens hidtil eneste lærestol i økohistorie ved universitetet i Umeå. I Danmark udsendte biologen Jesper Hoffmeyer i 1982 Samfundets naturhistorie; siden er bl.a. kommet historikeren Thorkild Kjærgaards Den danske Revolution 1500-1800. En økohistorisk tolkning (1991) og historikeren Peter Christensens The Decline of Iranshahr. Irrigation and Environments in the History of the Middle East 500 B.C. to A.D. 1500 (1993).