Øjenlågssygdomme, påvirker ofte øjenlågenes beskyttelsesfunktion og er for størstedelens vedkommende også kosmetisk påfaldende.

Udadkrængning (ektropion) af det nedre øjenlåg er ledsaget af tåreflåd. Når øjenlågene krænger indad (entropion), rammer øjenvipperne selve øjet og forårsager konstant irritation, øget tåreproduktion og tåreflåd. Både ektropion og entropion skyldes en svækkelse af øjenlågets støttefunktion. Begge tilstande forekommer hyppigst hos ældre og kan korrigeres med små operative indgreb. Lammelse af en øjenmuskel kan medføre nedhængende øvre øjenlåg (ptose).

Bygkorn (hordeolum) er en akut opstået betændelse i en af øjenlågenes talgkirtler. Øjenlåget bliver ømt, og hævelsen kan være så udtalt, at øjet lukkes. I løbet af nogle dage falder hævelsen efterladende en lille, kugleformet hævelse (haglkorn). Hvis hævelsen ikke aftager, kan den udtømmes via et snit fra indersiden af øjenlåget.

Flade, gule pletter (xantelasmata) i øjenlågshuden indeholder kolesterol, men er harmløse. Løs hud på øjenlågene er udbredt hos ældre og kan virke skæmmende og kan i sjældne tilfælde genere synet. Både xantelasmata og løs hud kan fjernes operativt. Se også øje.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig