Æter, i filosofisk tradition det himmelske stof, der hos den græske digter Hesiod personificeres som søn af natten og mørket, og som i orficismen opfattedes som verdenssjælen; for pythagoræere og platonikere var æteren det himmelske lys.

Faktaboks

Etymologi
Ordet æter kommer af latin aether, af græsk aither 'den øvre, renere luft', af aithein 'brænde'.

Hos Aristoteles, aristotelikerne og middelalderens naturfilosoffer er æteren det femte element, kvintessensen (quinta essentia), der findes i sfæren over Månen, og som de himmelske legemer er dannet af.

I renæssancen identificerede fx Agrippa fra Nettesheim æteren med verdenssjælen, dvs. med den livgivende kraft, og Paracelsus opfattede mennesket som sammensat af et jordisk legeme og et æterlegeme. I 1600-t. anså fx Francis Bacon og Henry More æteren for et materielt stof, der udfylder verdensrummet.

Blandt datidens fysikere antoges æteren at være den substans, elektromagnetiske bølger, herunder lys, udbreder sig i. Ifølge æterhypotesen, som blev fremsat af Isaac Newton i 1704, er lysets hastighed konstant i forhold til æteren, men ikke i forhold til fx Jorden på dens vej gennem æteren. På baggrund af denne påstand forsøgte A.A. Michelson og E.W. Morley i en lang række forsøg fra 1887 og flere årtier frem at måle Jordens hastighed i forhold til æteren (se Michelson-Morley-eksperimentet). De fejlslagne forsøg underminerede forestillingen om eksistensen af en æter, og i begyndelsen af 1900-t. blev antagelsen om æteren overflødiggjort af relativitetsteorien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig