Ældrepolitik er foranstaltninger, som det offentlige sætter i værk med henblik på at forme de samfundsmæssige rammer om ældre menneskers tilværelse. Målet med ældrepolitikken i dag er udtrykt som længst muligt i eget liv. Heri ligger, at den enkelte i så høj grad som muligt skal kunne leve det liv, som den enkelte ønsker.

Ældrepolitik som begreb er stort set begrænset til ilande; i landbrugssamfund er familiestrukturen og det nære lokale miljø som regel i stand til at skabe rammer omkring de ældre, som anses for så acceptable, at der ikke kræves indgreb fra det offentlige.

I dansk ældrepolitik er kerneområderne pensionsordninger til forsørgelse af de ældre, som ikke længere er erhvervsaktive, samt kommunal ældreomsorg til at sikre pleje, omsorg og praktisk hjælp. Dertil kommer et sundhedsvæsen med behandling og genoptræning. I pensionspolitikken er grundlaget folkepension tillige med forsørgelsesordninger, som er betinget af, at man har haft erhvervsarbejde, fx efterløn, tjenestemandspension og overenskomstmæssige arbejdsmarkedspensioner.

I slutningen af 1900-tallet kom nye foranstaltninger til, fx opførelse af ældreboliger for at fremskaffe boliger, som er egnede for ældre og kan lette deres muligheder for at forblive i egen bolig, og indretning af handicapvenlige lokalmiljøer, så ældre med gangbesvær eller andre handicap ikke hindres i at komme omkring. Det forsøges også at tilpasse arbejdslivet, så der er plads til ældre, som ønsker at fortsætte der.

Disse udviklingstendenser udvisker i nogen grad ældrepolitikkens grænser, idet mange af de foranstaltninger, som iværksættes af hensyn til ældre og handicappede, fx handicapvenlige lokalmiljøer og let tilgængelige bygninger, transportmidler mv., også er til fordel for andre befolkningsgrupper; ældrepolitikken integreres gradvis i bredere foranstaltninger for hele befolkningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig