Ægteskabssag, sag om separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab samt visse andre sager. Retsplejeloven har særlige regler om ægteskabssagers behandling ved domstolene. Disse regler finder også anvendelse på sager om forældremyndighed. Ægteskabssager afgøres af byretten i første instans og behandles som hovedregel ved sagsøgtes hjemting. Af hensyn til parterne er retsmøderne ikke offentlige (se offentlighed i retsplejen), og parternes navne offentliggøres ikke. Retten skal sikre, at lovgivningens regler om ægteskab og forældremyndighed overholdes, og den har derfor mulighed for at spille en mere aktiv rolle i løbet af sagen end i almindelige borgerlige retssager. Danske domstole har en vid kompetence til at behandle ægteskabssager, der har tilknytning til udlandet.

Et stort antal ægteskabssager behandles ikke af domstolene, fordi parterne er enige om fx separation og vilkårene herfor, og sagen derfor kan afgøres administrativt af Familieretshuset.

Om Familieretshuset.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig