Ægteskab – retshistorie, De middelalderlige danske love indeholder meget få regler om indgåelse af ægteskab. Det skyldes utvivlsomt, at kirken i tiden omkring 1200 havde gennemført, at ægteskabsindgåelse skulle ske efter kanonisk ret, og at sager herom skulle afgøres ved de kirkelige domstole. Inden 1200 var indgåelse af ægteskab et anliggende, som blev besluttet af de respektive slægter. Indgåelse af ægteskab var opdelt i to stadier: fæstning, hvor det blev aftalt, hvornår kvinden skulle overgives til manden, og overgivelse af bruden, som skete ved brylluppet, der afsluttedes med, at brudefolkene i overværelse af slægtninge besteg ægtesengen. I middelalderen var den tidligste alder for indgåelse af ægteskab 12 år for piger og 14 år for drenge.

Kanonisk rets regler om indgåelse af ægteskab byggede i et vist omfang på romerretten, der ikke opstillede særlige formkrav, og hvor parternes samtykke var afgørende. Efter kanonisk ret stiftedes et ægteskab, ved at parterne erklærede at ville være ægtefæller med virkning fra aftalens indgåelse, eller ved at en aftale om senere at ville være ægtefæller blev efterfulgt af samleje.

Aftalens gyldighed var ikke betinget af gejstlig medvirken, af vidners tilstedeværelse eller af samtykke fra kvindens slægt. Hvis hendes slægt ikke havde samtykket i ægteskabet, medførte det alene, at hun efter den verdslige ret mistede rådigheden over sit gods. Bl.a. for at modvirke bigami blev det på 4. Laterankoncil i 1215 bestemt, at der inden ægteskabet skulle finde lysning sted i kirken. Overtrædelse af påbuddet medførte imidlertid ikke ægteskabets ugyldighed, men alene, at de forsømmelige parter fik en kirkelig straf.

En særlig regel om ægteskabs stiftelse ved hævd findes i Jyske Lov, 1. bog, kap. 27, hvorefter en mand og hans slegfred ansås for at være ægtefæller, hvis de havde levet sammen i tre år. Reglen anvendtes endnu i retspraksis i 1500-t.

Efter Reformationen 1536 blev det ved Ægteskabsordinansen fra 1582 og senere ved Christian 5.s Danske Lov foreskrevet, at trolovelse skulle ske under iagttagelse af en vis form, nemlig i overværelse af en præst og fem andre vidner. Der stilledes hverken i Ordinansen eller i Danske Lov krav om kirkelig vielse som betingelse for et gyldigt ægteskab. Flere bestemmelser i Danske Lov og i Kirkeritualet af 1685 viser dog, at kirkelig vielse efterhånden blev opfattet som en betingelse for stiftelse af ægteskab. I Danske Lov (1683) hævedes ægteskabsalderen til 16 år for kvinder og 20 år for mænd.

Ægtevielse skulle som hovedregel foretages af præsten på brudens opholdssted. Som følge af den ved Grundloven af 1849 hjemlede religionsfrihed indførtes i 1851 en såkaldt nødcivilægteskabsordning med adgang til borgerlig vielse i tilfælde, hvor præsten ikke havde pligt til at vie parterne, enten fordi de var af forskellig tro, eller fordi de var konfessionsløse.

Alderen for indgåelse af ægteskab blev i 1922 sat til 18 år for kvinder og 21 år for mænd. I ægteskabsloven af 1969 blev aldersgrænsen for mænd nedsat til 20 år, og i 1976 ændredes loven, således at grænsen for begge køn nu er 18 år svarende til myndighedsalderen. Er man under 18 år, kræves forældrenes og statsamtets tilladelse; dog kan statsamtet alene give tilladelse, hvis forældrene ikke har rimelig begrundelse for at sige nej. Se også registreret partnerskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig