Årsrapport, årlig rapport om et selskabs finansielle og sociale forhold mv., som retter sig til interessenter i det omgivende samfund, fx aktionærer, långivere, potentielle medarbejdere, kunder og lokalsamfund. Ifølge Årsregnskabsloven fra 2001 er alle selskaber forpligtet til at offentliggøre årsrapporter.

En årsrapport består af årsregnskab og ledelsesberetning; eventuelle supplerende beretninger er frivillige. Årsregnskabet er sammensat af en balance, resultatopgørelse og noter. En ledelsesberetning skal indeholde oplysninger, der beskriver virksomhedens hovedaktiviteter, redegør for udviklingen i disse aktiviteter og for betydningsfulde hændelser, som er indtruffet efter regnskabsårets afslutning. For større virksomheder kræves tillige, at der informeres om den forventede udvikling, forsknings- og udviklingsaktiviteter, videnresurser, miljøforhold osv. i den udstrækning, disse oplysninger spiller en væsentlig rolle for virksomhedens fremtidige indtjening. Den lovpligtige del af årsrapporten tager primært sigte på at dække informationsbehovet i relation til virksomheden som potentielt investeringsobjekt. Informationerne forventes at være så omfattende, at de også vil dække informationsbehovet for andre interessenter på det finansielle område. For at skabe sammenlignelighed mellem danske og udenlandske virksomheder følger lovens bestemmelser international praksis.

Virksomhederne opfordres til på frivillig basis at udarbejde supplerende beretninger om udvist social ansvarlighed i relation til arbejdsmiljø, produktansvar, betydning for lokalsamfund o.l.; dog er oplysninger, der belyser virksomhedernes miljøansvar, lovpligtige. Alle oplysninger i en årsrapport skal opfylde generalklausulens krav om at skabe et retvisende billede; se også regnskabsprincipper.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig