Hvordan skal årsag-virkningsforholdet (kausalrelationen) nøjere forstås, herunder forbindelsen mellem kausalforhold og naturlove? At to begivenheder forekommer i nærheden af hinanden i rum og tid, tages ofte som belæg for, at der er en årsagssammenhæng. Men det er ikke tilstrækkeligt. Hvis en skamrosende bemærkning fra Eva bevirker, at Adam rødmer, så ligger der noget mere heri end blot dette, at først kommer Eva med en skamrosende bemærkning, og derefter rødmer Adam.
Den skotske filosof David Hume fremsatte i 1700-t. en meget indflydelsesrig analyse af kausalitet ud fra bl.a. følgende antagelser. For det første: Den eneste måde, vi kan få viden om vore omgivelser på, er ved umiddelbare iagttagelser og slutninger ud fra sådanne. For det andet: Vi iagttager ikke umiddelbart årsag-virkningssammenhænge, men kun, at begivenheder følger efter hinanden. For det tredje: Årsagsbegivenheden og virkningsbegivenheden er distinkte begivenheder, forstået således, at det aldrig indebærer en modsigelse at hævde forekomsten af årsagsbegivenheden og benægte forekomsten af virkningsbegivenheden. Og for det fjerde: Der er ikke andre strengt nødvendige sammenhænge end logiske sammenhænge. På denne baggrund foreslog Hume, at det mere, der skal til, for at to begivenheder indgår i et årsagsforhold, i det væsentlige er, at der findes to typer af begivenheder, hvor årsagsbegivenheden er en instans af den ene, og virkningsbegivenheden er en instans af den anden, og hvorom det gælder, at en begivenhed af den første type hver gang følges af en begivenhed af den anden type. Kort kan vi sige, at denne analyse indebærer, at der kun er tale om et årsag-virkningsforhold mellem to begivenheder, hvis dette forhold eksemplificerer en undtagelsesløs regelmæssighed. Synspunktet kaldes den enkle regularitetsteori. Som en mulig forklaring på, at vi opfatter årsag og virkning som hørende nødvendigt sammen, foreslog Hume, at vi simpelthen er sådan indrettet, at hvis vi har iagttaget en konstant regularitet mellem to typer begivenheder, så har vi en tilbøjelighed til at forvente noget bestemt: Når der forekommer en begivenhed af årsagstypen, vil der derpå forekomme en begivenhed af virkningstypen.
Der er udbredt enighed om, at en så enkel opfattelse som Humes ikke indfanger den måde, vi bruger årsagsbegrebet på. Det utilfredsstillende kan illustreres således: Antag, at der er to personer, der på hver side af en mur kaster en bold mod muren. Det gør de hver ti gange, og det forholder sig sådan, at hver gang den ene bold rammer muren, så rammer den anden bold muren umiddelbart efter. Men det forhold, at den ene bold rammer muren, er ikke dermed årsag til, at den anden bold rammer muren, medmindre det også gælder, at hvis den ene bold ikke havde ramt muren, så havde den anden bold heller ikke gjort det (under i øvrigt ens omstændigheder).
I kritikken af Humes analyse skelnes der mellem 1) den kritik, der i det væsentlige accepterer Humes antagelser, men søger at udbedre analysens mangler, og 2) den kritik, der beror på, at en eller flere af disse antagelser benægtes.
1) Et fremherskende forslag har her været at gøre rede for årsagsbegrebet ud fra lovbegrebet. Grundidéen er simpel. Man forestiller sig, at man har formuleret alle relevante naturlove og beskrivelser af alle relevante begivenheder (hvor disse beskrivelser ikke selv omhandler kausalforhold). En påstand er da en kausallov, hvis den kan udledes af de relevante naturlove og beskrivelser og har følgende form: Hvis en begivenhed af type A forekommer, så forekommer en begivenhed af type B. En relation mellem to begivenheder er da en kausal relation, hvis det er en instans af en sådan kausallov. Et af problemerne med dette forslag er, at det er vanskeligt at give en tilfredsstillende redegørelse for naturlovsbegrebet, som ikke enten bryder med en af Humes antagelser eller har samme utilfredsstillende karakter som den enkle regularitetsteori. Andre tilhængere af Humes antagelser har valgt en mere radikal løsning: Årsagsbegrebet er en fiktion. Det kan have en vis nytte i praktiske diskussioner af skyld og ansvar, men i princippet hører det ikke hjemme i en gennemført videnskabelig redegørelse for et eller andet. En anskuelse af den art findes hos den østrigske fysiker Ernst Mach og i den tidlige del af Wittgensteins forfatterskab.
2) Blandt de kritikere, der har bestridt en eller flere af Humes antagelser, er Immanuel Kant den mest centrale. Kant søgte at vise, at selvom vi ikke umiddelbart iagttager årsagssammenhænge eller rent logisk kan udlede sådanne af umiddelbare iagttagelser, så er vores beherskelse af årsagsbegrebet en nødvendig betingelse for, at vi kan erfare objektive forhold. En anden kritik, der er vendt mod både Hume og Kant, tager afsæt i, at vi faktisk synes umiddelbart at iagttage konkrete kausale sammenhænge, uden at dette indebærer, at de konkrete begivenheder må være instanser af en lov.
Kommentarer (4)
skrev Benny Bjerregaard
Det undre mig at artiklen ikke kommer ind på ‘Tilfældighed” - der pr. Definition ikke har nogen årsag !
Endvidere at hvis alt har en årsag (havde den også en årsag osv…i en uendelighed) altså ingen begyndelse - med en begyndelse kræves en (såkaldt) ‘første årsag’ -eller begyndelsen er en tilfældighed (der ikke har årsag).
Artiklen tangerer (kun) fænomenerne vilkårlighed og utilsigtede hændelser !
Med venlig hilsen. Benny B.
svarede Jørgen Nørby Jensen
Tak for din kommentar. Vi lader den stå, så en kommende fagansvarlig for området evt. kan indarbejde dine forslag i artiklen.
skrev Benny Bjerregaard
OBS der er gået halvandet år ;-) ?
Mvh BB
skrev Rebecca Bailey
Du har ret - og vi beklager. Vi har endnu ingen fagansvarlig på dette område, men vi arbejder på sagen.
Mvh. redaktionen
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.