åreladning

Åreladning, venesectio, sygdomsbehandling, der har været kendt gennem hele lægekunstens historie. Åreladning foretages ved, at en vene åbnes med et skarpt instrument, fx en kniv eller en sneppert, siden ca. 1900 en venekanyle, hvorefter der udtømmes blod. Oftest årelader man via venerne i albuebøjningen. I tidligere tider udtømtes der i reglen kun mindre mængder af blod ad gangen, fx 100 ml, men åreladningen kunne gentages med timers eller dages mellemrum, fx ved lungebetændelse eller svangerskabsforgiftning. Ved febertilstande kunne der udtømmes større mængder af blod, og i nogle tilfælde lod man blødningen fortsætte, indtil patienten besvimede. Åreladning har været brugt ved alle mulige sygdomme, fx også sindssygdom. Rationalet for behandlingen var, at det syge eller onde skulle udtømmes af kroppen.

Behandlingen er beskrevet fra oldtiden af bl.a. Hippokrates, Galenos og Celsus. I middelalderen omtaler bl.a. den angelsaksiske munk Beda og Henrik Harpestreng åreladning. I 1600- til 1800-t. anvendte og beskrev betydelige læger som Thomas Sydenham og Richard Bright åreladning, som de anbefalede til behandling af lungebetændelse og nyrebetændelse.

Først den tyske læge Joseph Dietl (1804-78) viste med klare tal i sin afhandling Der Aderlass in der Lungenentzündung (1849), at åreladning er direkte skadelig ved lungebetændelse.

I 2000-t. sker der i princippet en åreladning, når en bloddonor afgiver blod, 450 ml ad gangen. I behandlingsøjemed bruges åreladning kun sjældent, men er ikke helt forladt. Ved polycytæmi er gentagne åreladninger ofte den vigtigste behandling.