åndssvageforsorg

Åndssvageforsorgen i Danmark begyndte med oprettelsen af åndssvageanstalten Gamle Bakkehus i 1855 på initiativ af lægen Jens Rasmussen Hübertz (1794-1855). Ifølge en opgørelse i 1847 var der i Danmark i alt 1995 åndssvage. Hübertz beskrev i 1841, hvilke vilkår gale og åndssvage levede under. Han fandt på det tidspunkt 133 "indplankede" mennesker, dvs. mennesker, som var spærret inde i båse i stalde, i udhuse eller lignende, men fremhævede selv den diagnostiske usikkerhed med hensyn til at adskille sindssyge fra åndssvage. Hübertz fik på baggrund af sin undersøgelse gennem indsamlinger og lotteriindtægter skaffet midler til oprettelse af Gamle Bakkehus.

Fra 1865 fandtes der to anstalter for åndssvage i Danmark: Gamle Bakkehus og De Kellerske Aandssvageanstalter (se Johan Keller). De lå begge i København, men 1898-1899 flyttede De Kellerske Aandssvageanstalter til Brejning ved Vejle. Frem til 1895 var De Kellerske Aandssvageanstalter en privat anstalt med egen bestyrelse, mens Gamle Bakkehus var ledet af en bestyrelse på fem medlemmer under overopsyn af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet. I 1895 overgik De Kellerske Aandssvageanstalter til at blive en selvejende institution.

I 1902 blev de tidligere Kellerske institutioner i København, Karens Minde, Lillemosegaard og Gammelmosehus, overtaget af Gamle Bakkehus-anstalterne, som allerede 1890-1892 havde opkøbt ejendommen Ebberødgård ved Birkerød. Fra 1929 taler man om Østifternes Aandssvageforsorg og De Kellerske Aandssvageanstalter.

Overlæge Christian Keller oprettede i 1911 på Livø den første danske øanstalt, som var beregnet til "anti-sociale" og kriminelle åndssvage mænd. I 1923 oprettedes en lignende anstalt på Sprogø for "seksuelt løsagtige" åndssvage kvinder. Begge øanstalter blev nedlagt i 1961.

Forsorgen blev i 1959 overtaget af staten og benævntes Statens Åndssvageforsorg. Der blev udnævnt en central bestyrelse, hvis formand blev den netop udnævnte chef for Åndssvageforsorgen, N.E. Bank-Mikkelsen. Han blev den ledende kraft i formuleringen af tanken om normalisering og forsøg på at give plads til de åndssvage i samfundet. Landet blev opdelt i 11 forsorgscentre, som hver bestod af en centralinstitution og en række mindre institutioner. Ledelsen af hvert forsorgscenter blev ændret fra overlægeledelse til en firehovedet ledelse repræsenterende økonomien (inspektør), det medicinske fagområde (overlæge), det sociale fagområde (socialleder) og det pædagogiske fagområde (undervisningsleder). Med udlægningen af særforsorgen den 1.1.1980 til amter og kommuner blev Statens Åndssvageforsorg nedlagt.