åndelig sang

Åndelig sang, almindeligt anvendt fællesbetegnelse for forskellige typer religiøs sang uden for kirken, dog også omfattende visse former for tekster, melodier og sangpraksis i kirken. Folkelig koralsang, som i protestantiske lande, især de nordiske, praktiseredes i landkirkerne fra Reformationen til vor tid, opstod i mødet mellem landbefolkningens sangkultur og den lutherske koral. Mens salmebøgernes tekster lå fast, blev melodierne varieret og figureret i vekslende grad, og lokale versioner opstod. Salmernes brug ved husandagten og som individuel sang spillede ind. Fra 1700-t. bekæmpede myndighederne den varierede sang, som dog først endeligt forsvandt med orglernes indførelse. I Danmark var en varieret og figureret Kingosang (efter Kingos Salmebog 1699) stadig udbredt i Jylland, da de første indsamlinger af melodier fandt sted i 1863, og endnu i 1930 på Lyø. Den indgik i De stærke jyders protestbevægelse (fra 1798) indtil ca. 1960 og bruges i Kristelig-Lutheransk Trossamfund endnu i dag. I de øvrige nordiske lande er folkelige koraler et populært led i folkemusikken, mens de i Danmark er næsten ukendte, skønt et værdifuldt materiale findes.

Pietistisk vækkelsessang kendes i Danmark og Norge navnlig som Den folkelige Brorsonsang, der blomstrede i vakte miljøer ca. 1830-90. Det var oprindelig lægmandsbevægelsernes sang i hjemmene, senere i missionshusene. Indsamlinger fra bl.a. Harboøre 1910 og 1958-60 viser en stærk tradition med mundtligt overleverede melodier af til dels ukendt oprindelse. Traditionen blandedes med lokalt producerede vækkelsessange, samlet i Harboøresangbogen (1888), der igen gled ind i Indre Missions sangtradition. I Norge er Brorsonsangen og den øvrige vækkelsessang især knyttet til den haugianske bevægelse, og meloditraditionen hører til norsk folkemusik. Edvard Grieg har bearbejdet den folkelige norske Brorsonsang med Den store hvide flok som det kendteste eksempel. En righoldig svensk vækkelsessang tæller bl.a. Oscar Ahnfelts (1813-82) åndelige sange. I alle nordiske lande findes desuden fra omkring 1850 indslag af udenlandsk vækkelsessang, især fra engelske trossamfund, med et repertoire af enkle durmelodier.

Endelig findes der religiøse sange og melodier, som ikke er skrevet til kirkebrug, men som i en række tilfælde alligevel er indlemmet i salme- og koralbøgerne, fx Ingemanns og Weyses morgen- og aftensange.