Åndehulsfangst, fangstmetode hos inuit; foregår på havis om vinteren. Jægeren finder med hjælp fra sin hund et åndehul, der oftest er få centimeter bredt og skabt af en sæl, mens havisen frøs til. Jægeren stiller sig ved åndehullet parat til at støde sin isfangstharpun ned gennem det lille hul, når han kan høre, at sælen trækker vejret. Jagten kan vare fra få minutter til en hel dag. Se også sæler.