Ålefisk, Anguilliformes, fiskegruppe, der omfatter ca. 750 arter. De mangler bugfinner og har slanke kroppe (med op til 750 hvirvler), der muliggør de slangeagtige svømmebevægelser. De har alle et specielt larvestadium, leptocephal-larven, der er stærkt sammentrykt og tilspidset i begge ender. De fleste ål tilbringer hele deres liv i saltvand, hvor alle arter yngler, men fx de 15 arter i familien Anguillidae, hvortil de i Danmark forekommende ferskvandsål hører, opholder sig en ret lang periode i ferskvand. Se enkæbe, havål, muræner og ål.