åkandefamilien

Åkandefamilien. Lysegrønne åkander i Bøgeholm sø.

.

Åkandefamilien s største repræsentant, kæmpeåkande, Victoria amazonica, vakte berettiget opsigt, da den første gang blev udstillet i europæiske væksthuse i midten af 1800-t. Den britiske gartner og arkitekt Joseph Paxton var blandt de første, der dyrkede planten, og på denne tegning fra The Illustrated London News, 1849 demonstrerer hans datter bladenes bæreevne.

.

Åkandefamilien. Øverst rekonstruktion og nederst SEM-billede af fossil, åkandelignede blomst fra Nedre Kridttid, fundet i Portugal i 2000. Den fossile blomst er ca. 120 mio. år gammel og den ældste kendte repræsentant for åkandefamilien. Fossilet er ikke fuldstændigt bevaret, men viser tydelige ar efter blomsterblade og støvblade. I midten ses frugtbladene, som omgiver en central søjle. Blomsten er ikke mere end ca. 1 cm i diameter, altså meget mindre end nutidens åkandeblomster.

.

Åkandefamilien. Hvid åkande, Nymphaea alba, er en flerårig vandplante med lang, tyk jordstængel med rødder. Den blomstrer i juni-august med hvide, i diameter indtil 20 cm store blomster, der lukker sig om natten. Arten er almindelig udbredt i Danmark i damme, søer, rolige vandløb mv.

.

Åkandefamilien, Nymphaeaceae, familie af tokimbladede vandplanter med tre slægter og ca. 60 arter, udbredt over hele verden. Det formodes at være en primitiv gruppe blandt de dækfrøede, og den kendetegnes bl.a. ved talrige skruestillede blosterblade og støvblade; visse bygningstræk minder om de enkimbladedes. Åkandefamilien er nært beslægtet med Cabombaceae. Det er kraftige urter med veludviklet jordstængel og langstilkede blade med en stor, afrundet plade, der ligger på vandoverfladen. I Danmark forekommer slægterne åkande (Nuphar) med to arter, bl.a. gul åkande, Nuphar lutea, og nøkkerose (Nymphaea) med én art, hvid åkande, Nymphaea alba; begge er ret almindelige i stillestående eller langsomt strømmende ferskvand.

Fra Amazonasområdet kommer kæmpeåkande, Victoria regia eller V. amazonica, der undertiden dyrkes i tropiske væksthuse. Den har flydeblade, der er op til 2 m i diameter og nemt kan bære vægten af fx vadefugle. Se også lotus.

Åkanders indre vind

Det har været en gåde, hvordan der kan komme tilstrækkelig med ilt gennem de meterlange stængler ned til åkandens store jordstængel i det iltfrie mudder; diffusion vil være alt for langsom. Det har vist sig, at ilten pumpes aktivt af sted, endog i så store mængder, at der kommer 20 gange mere, end der bruges. I en åkande kan der pumpes op til 11/2 l luft i timen, og luftstrømmens hastighed er op til 1/2 m i minuttet. Transporten drives af varme. Bladene varmes op af Solen, og et overtryk, bl.a. fra vanddampen, bygges op inde i bladene. I de store blade udlignes det straks med atmosfæren, fordi luften strømmer ud gennem de store porer.

Men i de unge blade er porerne så små, at de kan holde på overtrykket, der udlignes, ved at luften strømmer gennem stænglerne ned til jordstænglen og videre op til de gamle, utætte blade. Trods overtrykket i de unge blade kan der diffundere luft ind fra det lavere tryk udenfor, et fænomen, der er undersøgt i begyndelsen af 1900-t. af den danske fysiker Martin Knudsen; efter ham kaldes fænomenet Knudsen-diffusion (se Knudsen-strømning). Denne indre vind i åkander blev opdaget i 1981, og det har siden vist sig, at den også findes i forskellige sumpplanter, der har stængler nede i iltfrit mudder. Ventileringen har den allerstørste betydning for de økologiske omsætninger her, og den er en af de fysiologiske mekanismer i rodzoneanlæg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig