Østrig - litteratur

Østrig - litteratur, Det Habsburgske Kejserrige omfattede mange folkeslag, men når der tales om østrigsk litteratur, tænkes der i dag kun på den tysksprogede.

I middelalderen var litteraturen regionalt præget; hertughoffet i Wien var således centrum for minnesang. Midt i 1500-t. begyndte jesuitterne at udvikle deres latinske teater, som et århundrede senere var med til at præge Habsburgerrigets barokkultur med dens operaer og folkelige komedier.

Siden modreformationen og baroktiden udviklede litteraturen efterhånden et østrigsk særpræg, som adskiller den fra den tyske litteratur. Det katolske ideal om en hinsides verdensorden levede videre; det altomfattende bureaukrati befordrede en (delvis selvironisk) resignation eller provokation, men det dannede også, fra og med Josef 2.s reformer, grobund for en liberal samfundskritik. Den folkelige del af litteraturen ytrede sig i ironi eller sentimentalitet eller i hjemstavnsnostalgi.

I 1800-t. stod Franz Grillparzer og Adalbert Stifter for den resignerende retning, Ferdinand Raimund (1790-1836) og Johann Nestroy for den folkelige komik, Peter Rosegger for hjemstavnslitteraturen og Ludwig Anzengruber for den liberale kritik.

Et svar på liberalismens krise sidst i århundredet blev Das Junge Wien (Arthur Schnitzler, Hugo von Hofmannsthal mfl.). Forfattergruppens psykologiske selvrefleksion og sprogskepsis blev fra da af et østrigsk kendemærke. Karl Kraus fortsatte den liberale kritik ind i 1900-t.

Omkring og efter 1. Verdenskrig søgte man intenst efter en anden virkelighed hinsides et bureaukratiseret samfund (Franz Kafka, Robert Musil, Franz Werfel), en truende verden (Georg Trakl, Ödön von Horváth, Stefan Zweig) eller en fascistisk hjemstavn (Hermann Broch).

Så sent som efter 2. Verdenskrig beskrev Heimito von Doderer, dog i selvironisk kancellistil, dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarns åndelige enhed som en fortsat eksisterende virkelighed.

Efter nazismen, der delte forfatterne i kollaboratører og emigranter, har Ilse Aichinger udtrykt håbet om en anden virkelighed for nazismens ofre, mens Ingeborg Bachmanns forfatterskab er en søgen efter den absolutte kærlighed som den egentlige virkelighed bag en voldelig verden.

Kunstnersammenslutningen Wiener Gruppe har gennem happenings og "konkret poesi" leget med sproget (Friedrich Achleitner (f. 1930), Hans Carl Artmann mfl.), fulgt op af Ernst Jandls sprogironiske digte og Friederike Mayröckers associative tekster.

Thomas Bernhard, Peter Handke og Elfriede Jelinek forbinder både provokation og resignation med en stor sproglig sensitivitet.

Fremtrædende yngre navne er romanforfatteren og essayisten Robert Menasse (f. 1954) og Karl-Markus Gauss (f. 1954), som i sin essayistik især har beskæftiget sig med de oversete sider af Europa.

Læs mere om Østrig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig