Østrig - historie (fra 1919)

Østrig - historie (fra 1919), I 1920 fik den nye småstat Østrig en af de mest demokratiske forfatninger i Europa, organiseret som en forbundsstat med ni delstater under ledelse af en forbundskansler og med et tokammersystem (Bundesrat og Nationalrat). Den politiske struktur var fra starten præget af modsætningsforholdet mellem Socialdemokratiet (SPÖ), der havde ønsket den demokratiske republik, og det kristeligt-sociale parti (CSP), der nøjedes med at acceptere den nye tingenes tilstand. Modsætningen bundede i splittelsen mellem by og land, den store hovedstad med næsten 30% af befolkningen over for provinsen, socialdemokratiske industriarbejdere over for konservative bønder. Efter en kort koalition mellem CSP og SPÖ ved republikkens dannelse var CSP det statsbærende parti i koalition med forskellige småpartier. SPÖ førte under ledelse af Otto Bauer en skærpet oppositionspolitik med det mål at opnå absolut flertal alene; med absolut flertal i Wien udbyggede SPÖ hovedstaden til et kommunalt forbillede for socialdemokratier i Europa gennem opbygningen af et omfattende velfærdssystem.

Tilpasningen af Østrigs økonomi og socialstruktur til de nye vilkår i de første efterkrigsår førte til stor arbejdsløshed, inflation og social krise, og visse grupper vendte sig tidligt mod demokratiet, bl.a. det paramilitære Heimwehr, støttet af de borgerlige partier og industrien, siden også af Italien, og det østrigske nazistparti. Dette sidste var grundlagt i 1904 og var et selvstændigt parti indtil 1926, da Hitler sprængte og underkastede det moderpartiet i Tyskland.

De borgerlige regeringer under kansler Ignaz Seipel søgte international hjælp til sanering af Østrigs økonomi, bl.a. Genèvesaneringen 1922, og prøvede at samle og fastholde de utilfredse bag den borgerlige koalition. Det lykkedes til og med nationalrådsvalget 1930, da verdenskrisen havde ramt landet hårdt, og en stigende radikalisering fandt sted. Store krak, bl.a. inden for banksektoren, sendte hundredtusinder ud i arbejdsløshed. Begge de store partier mistede stemmer ved lokalvalgene, og fra 1931 steg tilslutningen til nazismen så stærkt, at den borgerlige koalitionsregering ikke kunne forvente at holde NSDAP ude fra magten ved et nyvalg. Klemt af både SPÖ og nazisterne valgte CSP under Engelbert Dollfuß, der var blevet kansler i 1932, at sætte demokratiet, dvs. Nationalrat, ud af kraft i marts 1933, støttet af Heimwehr. Givetvis skete det også under indtryk af Hitlers magtovertagelse i Tyskland. NSDAP blev forbudt kort efter, og CSP begyndte at styre landet som et autoritært regime vha. forordninger. Dog måtte det store socialdemokrati sættes ud af spillet, før en ny kristelig-social stænderstat kunne proklameres. Det skete ved en planlagt provokation 12.2.1934, hvor militær, kanoner og Heimwehr blev sat ind for at nedkæmpe en påstået opstand. SPÖ og de socialdemokratiske fagforeninger blev derpå forbudt. Mange socialdemokrater søgte i eksil, andre blev retsforfulgt for deres andel i "kuppet", og nogle henrettet. Fædrelandsfronten, oprettet 1933, var herefter det eneste tilladte parti; dets basis var det tidligere CSP og Heimwehr. I maj 1934 indførtes en ny såkaldt stænderforfatning, der på papiret ændrede interesse-repræsentationen totalt, men aldrig trådte i kraft. Regimet overlod ikke magten til erhvervsstænderne, som det havde lovet i forfatningen, men konfronteredes fra 1934 af en illegal socialdemokratisk og en stigende nazistisk opposition. De østrigske nazister forsøgte et mislykket kup i juli 1934, hvorunder Dollfuß blev myrdet. Hans afløser, Kurt von Schuschnigg, videreførte den politiske kurs; dog skiftede han tvunget af omstændighederne udenrigspolitisk støttepunkt fra Italien til Tyskland, med hvilket han i juli 1936 indgik en aftale, der bl.a. betød, at der kom nazister i regeringen. Samtidig blev Heimwehr skubbet til side, så regimets magtbasis blev stadig smallere. De østrigske nazister pressede gennem terror og undergrundsaktivitet på for en tilslutning til Tyskland, mens det illegaliserede socialdemokrati blev mere og mere lammet af situationen, der syntes uden alternativer.

Schuschnigg søgte ikke tilslutning hos den socialdemokratiske opposition for at redde et selvstændigt Østrig. I marts 1938 bøjede han sig i stedet for Hitlers krav om Anschluß, der blev bekræftet massivt af en påfølgende folkeafstemning i april (99,75% stemte for). Østrigerne var trætte af års dårlige økonomiske og sociale vilkår, og stadig flere så hen til det fremgangsrige Tredje Rige som forbillede. 12.3.1938 marcherede tyske tropper ind i Østrig og blev modtaget med stormende begejstring. Hitler selv kom til sit fødeland og lod sig hylde i Linz og på Heldenplatz i Wien. Østrig blev straks indlemmet i Tyskland under navnet Ostmark (betegnelse indtil 1942), og rigstyskere blev indsat i ledelsen af Ostmark. Mange tidligere politiske ledere blev fængslet, bl.a. Schuschnigg, andre drevet i eksil eller til modstand. Indlemmelsen foregik helt på tyske præmisser med det klare formål at hindre dannelsen af nogen som helst østrigsk separatisme; hidtidige geografiske og administrative strukturer blev brudt op og erstattet med andre, tilpasset tysk forvaltning. Førende østrigske nazister fik poster andre steder i riget for at skabe plads for rigstyskere. De østrigske jøder blev, efter at være blevet udsat for et voldsorgie, underkastet tysk racelovgivning, mange udvandrede, de allerfleste deporteredes og myrdedes senere. Sværindustrien og råstof- og energisektoren blev rigstysk statsejendom.

Østrigerne indgik på lige fod med andre i den tyske krigsmaskine og deltog fra begyndelsen i 2. Verdenskrig. Adskillige avancerede til høje stillinger, der skaffede dem en plads i historien blandt alle tiders største krigsforbrydere; det gælder bl.a. Adolf Eichmann (henrettet i Israel 1961), Seyss-Inquart og Ernst Kaltenbrunner (henrettet efter krigsforbryderprocessen i Nürnberg 1946). Den østrigske modstand mod integreringen og nazificeringen var kun svag, selvom der siden er blevet gjort et omvendt proportionalt arbejde med at dokumentere modstandens eksistens. For at anspore modstanden proklamerede de allierede i Moskvaerklæringen 1943, at Østrig var faldet som nazismens første offer, og at genoprettelsen af en selvstændig østrigsk republik var et krigsmål. Erklæringen havde ikke det ønskede resultat. I 1945 var ca. 10% (500.000) af den samlede befolkning medlem af NSDAP, først og fremmest hele administrationen på alle niveauer. Fra de allieredes erobring af Østrig i 1945 har østrigsk selvopfattelse været båret af at være nazismens offer og ikke en aktiv del af Det Tredje Rige 1938-45.