Østrig - film

Østrig - film, Østrigsk film, der begyndte produktion i 1908, omfattede i stumfilmårene bl.a. Robert Wienes Orlacs Hände (1924) og Der Rosenkavalier (1925) samt Gustav Ucickys (1899-1961) Café Elektrik (1927); østrigere som Erich von Stroheim, Josef von Sternberg, Fritz Lang , Fred Zinnemann, Otto Preminger og Billy Wilder fik store filmkarrierer i Hollywood, men ikke i hjemlandet.

Afhængigheden af det tyske eksportmarked fik fra 1933 de østrigske producenter til at nedtrappe antallet af jødiske medvirkende både foran og bag kameraet, så man i 1938 uden videre kunne indgå i den stortyske filmindustri.

Selv om der er glidende overgange mellem østrigske og tyske filmskuespillere, betegner bl.a. den vrisne Hans Moser (1880-1954) og den gemytlige Paul Hörbiger (1894-1981) særlige 'wienerische' arketyper, mens Paula Wessely gerne inkarnerer ufordærvet ung kvinde fra Wien.

Efter 1945 nød bl.a. Ernst Marischkas (1893-1963) filmtrilogi om kejserinde Elisabeth, Sissi (1955-57) med Romy Schneider og Karlheinz Böhm (1928-2014), stor popularitet.

Søskendeparret Maria (1926-2005) og Maximilian Schell havde fra 1950'erne internationale skuespillerkarrierer, og Arnold Schwarzenegger har siden 1980'erne været stjerne i amerikansk film.

Blandt østrigsk films væsentligste nyere navne er Axel Corti (1933-93) og Xaver Schwarzenberger (f. 1946) og, især, Michael Haneke.

Læs mere om Østrig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig