Østeuropastudier

Østeuropastudier er studier af de østeuropæiske lande med udgangspunkt i disciplinerne historie, politologi og økonomi.

Især i perioden efter 2. Verdenskrig udviklede disciplinen sig til et særskilt fagområde ved en række vesteuropæiske og nordamerikanske universiteter. Med Sovjetunionens nye rolle på verdensarenaen og de politiske omvæltninger i det øvrige Østeuropa opstod der et stærkt behov for at lære denne del af kontinentet bedre at kende, men faget byggede samtidig på en forskningstradition og et Østeuropabegreb, der gik betydelig længere tilbage i tiden. Flere steder blev Østeuropastudierne oprettet i tilknytning til allerede eksisterende fag såsom slavisk filologi; de dækkede dog også andre lande end de slavisksprogede og lagde i modsætning til filologien hovedvægten på landenes historie og samfundsforhold.

En særlig gren inden for området var den såkaldte sovjetologi, der analyserede Sovjetunionens og de østeuropæiske satellitstaters politiske systemer og udenrigspolitiske strategier, til dels med udgangspunkt i en specifik teoridannelse vedr. samfundstyper af denne karakter. Sovjetologien var ofte, men ikke udelukkende forbundet med de politologiske forskningsmiljøer. Da kommunismen i Østeuropa brød sammen omkring 1990, opstod der ved siden af de mere traditionelle studier en ny retning, der koncentrerede sig om sammenlignende undersøgelser af de østeuropæiske landes "transformation" eller "transition" fra kommunisme og planøkonomi til pluralisme og markedsøkonomi. De mange nye stater i området og de nationale spændinger i og mellem disse stater skabte samtidig øget interesse for minoritetsforhold og regionale konflikter, set i både et historisk og et aktuelt perspektiv. Den kraftige udbygning af kontakterne mellem de vestlige og de østeuropæiske lande i 1990'erne satte ligeledes et markant præg på Østeuropastudiernes profil og prioriteringer. Dertil kom, at en række hidtil lukkede arkiver i Østeuropa nu helt eller delvis blev tilgængelige for forskerne, hvilket i sig selv banede vej for en forstærket indsats, især inden for samtidshistorien, og for en generel styrkelse af samarbejdet mellem vestlige og østeuropæiske forskere. På verdensplan er faget i dag organiseret i The International Council for Central and East European Studies.

Centralt i efterkrigstidens Østeuropaforskning står navne som Zbigniew Brzezinski, E.H. Carr, Robert Conquest, R.W. Davies (1925-2021), Merle Fainsod (1907-72), Boris Meissner (1915-2003), Alec Nove, Richard Pipes, Leonard B. Schapiro, Günther Stökl (1916-98), Robert C. Tucker (1918-2010), George Vernadsky og Klaus Zernack (f. 1931). I Danmark er Østeuropastudierne især forankret ved Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. Bjarne Nørretranders var en af fagets pionerer. Blandt den nuværende generation af historikere, slavister, politologer og økonomer inden for området kan nævnes Hans Bagger (f. 1942), Peter Bugge (f. 1960), Karsten Fledelius (f. 1940), Bent Jensen (f. 1938), Erik Kulavig (f. 1953), Kay Lundgreen-Nielsen (f. 1940), Ole Nørgaard (f. 1948), Thomas Petersen (f. 1938), Søren Riishøj (f. 1947), Niels Erik Rosenfeldt (f. 1941), Mette Skak (f. 1956) og Hans Aage (f. 1946).