Østerlars

Østerlars, by på Østbornholm 5 km syd for Gudhjem; 249 indb. (2014). Byen ligger for enden af sprækkedalen med Kobbeå. I udkanten af byen findes det historiske oplevelsescenter Bornholms Middelaldercenter med bl.a. en rekonstrueret befæstet stormandsgård og et landbymiljø, der befolkes i sommerhalvåret.

Faktaboks

etymologi:
Ordet Østerlars' oprindelse: efter kirken, viet til Sankt Laurentius, 1295 S. Laurentij Kircke; Øster- adskiller navnet fra Nylarsker.

Østerlars Kirke er Bornholms største og bedst kendte rundkirke, opført ca. 1200 og vel i 1500-1600-t. afstivet med flere støttepiller.

Den befæstede kirke står med det romanske skib bevaret i tre etagers højde. En åben vægtergang øverst er dog forsvundet sammen med korets overetage, der fungerede som stridsplatform. Den svære, hule murcylinder i skibets midte har formentlig været ført op over kegletaget som udsigtstårn. En kalkmalet frise omkring murcylinderen fra ca. 1350 viser bl.a. en særpræget dommedagsfremstilling. På kirkegården står et klokketårn af kampesten med klokkestokværk i rigt bindingsværk fra 1600-t.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig