Faktaboks

Sogn
Sønder Omme Sogn
Provsti
Grene Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Billund Kommune

Østerby Kirke er en fængselskirke, som er opført i 1992 med både kirkefunktion og fællesarealer. Kirken, som er bygget på Sdr. Ommes Fængsels områder, ligger ca. 17 km nordvest for Billund.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1992, og våbenhuset det følgende år, efter tegning af arkitekt Kristian Kristiansen i samarbejde med fængslets ansatte og vekslende indsatte. Kirkebygningen, som også rummer samlingslokaler og kontor for præsten, er bygget midt på fængselsområdet på tomten af fængslets gamle hestestald. Den rektangulære bygning, hvis grundplan er bestemt af den tidligere stald består af et stort åbent rum, hvor kirkerummet optager den midterste tredjedel med stolene vendt mod alteret i øst.

Kirkens indre

Det indvendige træværk og de synlige bærende tømmerstokke i tagkonstruktionen er malet i hvide og lyse pastelfarver i 11 forskellige nuancer efter idé af arkitekten. Det åbne rum er ikke adskilt fra kirkerummet i midten og fælleslokalerne i syd og nord.

Inventar i Østerby Kirke

Alt inventar i kirken er flytbart, så rummet kan anvendes til andre formål. Seks af kirkens vinduer samt store partier af våbenhusets vægge indeholder glasmosaikker i blå, gule og violette nuancer udført i samarbejde med de indsatte efter forslag af kunstnerne Britta Madsen (f. 1948) og Søren Gøttrup Hansen (f. 1948).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig