Øsby Kirke

Kirkegården, som er udvidet mod nord i 1855 og vest i 1951, er omgivet af et dige af kløvede kampesten. Der er adgang til kirkegården gennem låger mod øst, syd, nordvest og gennem en åbning med trappe lige vest for tårnet.

Den nuværende kirke er ikke den første på sin plads, og i murværket er der spredte spor efter en ældre, romansk kirke, som må være opført omkring 1200-1250. Den havde samme længde og bredde som den nuværende kirke.

Den store, nuværende kirke består af et gotisk langhus med sakristi og kapel, alle fra omkring 1500-1525, et lidt ældre tårn som oprindeligt var bygget på den romanske kirke, og et yngre benhus, dvs. en mindre bygning, hvor opgravede knogler blev samlet, mod syd.

Tidligere fandtes der også et våbenhus foran kirkens syddør.

Den ældste stående del af kirken er som nævnt tårnet, som er opført i begyndelsen af 1400-tallet, måske omkring år 1400. Det er opført af munkesten, men er kraftigt repareret og ændret senere, måske på grund af dårlig fundering eller dårlig byggegrund. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en stor, spidsbuet arkade, og tårnet har i alt fire stokværk (altså etager), hvoraf den øverste blev bygget på i 1790-1791, hvor tårnet blev forhøjet. Øverst er der et blytækt pyramidespir.

Kirkens langhus, sakristi og kapel er opført i munkesten. Langhuset består af fire hvælvede fag, som på ydersiden er adskilt af støttepiller. Det østligste af de fire fag er noget længere end de andre og er adskilt fra de øvrige af en stor spidsbuet arkade, hvormed det kommer til at udgøre en slags kor. Det blev opført i den første af i alt tre byggeperioder, som kan spores i bygningen, sammen med kapel og sakristi. Herefter blev skibets østligste fag opført og slutteligt de to vestfag. Der er spor efter en oprindelig dør i vestendens nordside, mens syddøren stadig er i brug. Kirken har ingen vinduer mod nord, og sådan har det sandsynligvis været siden opførelsen. Korets østgavl er udsmykket med kamtakker.

Nord for koret findes kirkens sakristi, som er opført sammen med koret. Selvom sakristiet er samtidigt med koret, er dekorationen noget anderledes, og gavlen er således ikke med kamtakker men er i stedet udsmykket med forskellige bånd, cirkelblændinger og spidsbuede blændinger.

Syd for koret står kirkens kapel, der er opført samtidigt med sakristi og kor. Det er forbundet med koret gennem en stor, spidsbuet arkade. Øst i kapellet fører den tidligere indgangsdør ind til det yngre benhus, og i hvælvets sydkappe findes et hul, som tidligere var til et klokkereb. Taljen til dette rev findes endnu ved døren til benhuset. Under begge vinduerne i kapellet er der indmuret to nicher, der måske har fungeret som alternicher. I kapellets vestvæg er der desuden spor efter tre ældre dyre.

Benhuset vest for kapellet er en halvtagsbygning fra omkring 1500, som blev bygget i stedet for et lille tøndehvælvet indgangsparti. Ligesom de andre bygningsdele er det bygget af munkesten og er på ydersiden dekoreret med en buefrise og flere blændinger. I benhuset findes en indskrift spredt over ti munkesten. Indskriften er i dag umulig at læse i sin helhed, og stenene er dertil indsat i forkert rækkefølge. Det er dog sandsynligt, at den er indsat til minde om østpartiets ombygning i 1500-tallet.

Indvendigt står kirken i dag hvidmalet med fine gotiske kalkmalerier og hvælvede lofter overalt.

Kirken fik i 1990-1991 afdækket sine meget bevaringsværdige sengotiske kalkmalerier. Kalkmalerierne er lavet af to forskellige værksteder, og findes både i koret, skibet, kapellet og i tårnrummet. De forestiller mestendels mere eller mindre enkle ornamenter som blomster, krabbeblade og andre blade, men der er også fine vrængende masker, og på skibets nordvæg ses fortællingen om Sankt Jørgen og dragen kalkmalet i gråblå nuancer.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske granitdøbefont. Den er udsmykket med bølgeranker, og på foden er der plantemotiver indhugget.

Korbuekrucifikset er sengotisk og stammer fra sidste halvdel af 1400-tallet. Det tynde kors, som Kristus hænger på, er i hver ende afsluttet af et evangelisttegn. Korstræet er i dag trukket op med røde streger langs kanterne.

Fra omkring år 1500 stammer en figur af Maria med barnet, som tidligere hørte til i nu forsvunden katolsk altertavle. Den var længe på Nationalmuseet, men er nu igen at finde i kirken.

Prædikestolen er fra 1559 og er en af de tidligste renæssancestole i Danmark. Den består af fem fag, som er udsmykket med rundbuede arkader. I disse er der malet blomsterdekorationer. Over stolen hænger en himmel, der ligesom stolen er holdt i blå, røde, gyldne og ellers mørke nuancer.

På korets nordvæg hænger det tidligere altermaleri, som blev malet af Adam Müller i 1836.

Alterbordet og den tilhørende alterprydelse, et bemalet kors, er udført af keramikeren Gerd Hiort Petersen i 1995.

I kirken findes en del historisk interessante gravminder, herunder to smukt udførte epitafier fra 1729 og 1755. Det ældste er indført af den indvandrede italienske kunstner Carlo Enrico Brenno og er udført i stuk. Dertil findes et maleri af en præst og hans kone fra 1710 og fra 1881, tillige af en lokal præst. I tårnets nordlige fundament findes et romansk gravsten, og det samme i tårnrummet. Hertil findes der to gravsten fra 1700-tallet og en fra 1814 indmuret i sakristiet. På kirkegården står en mindesten fra 1920 over sognets faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Øsby Kirke på sogn.dk