Historie
Ørnbjerg Mølle omtales første gang i 1552. Møllen, der på dette tidspunkt er en fæstemølle, omtales som en del af rigshofmester Mogens Gøyes ejendom, overladt til ham efter hans mor Mette Eriksdatter Rosenkrantz. Møllens historie kendes langt tilbage, da mange informationer om ejere, landgilde, tingsdokumenter og lignende stadig findes på Skærsø Godsarkiv. Vi ved derfra, at den første kendte møller på møllen hed Mads Poulsen, og han betalte årligt to ørtug rug, to ørtug byg og en tønde salt i landgilde. En ørtug er en gammel måleværdi, og en ørtug bestod af 10 skæpper rug, 12 skæpper byg eller 20 skæpper havre. Mølleren fremstillede det hele selv, saltet ved at samle, koge og si tang.
Ørnbjerg Mølles ejerskab
Ørnbjerg Mølle var frem til 1623 ejet af slægten Gøye, men herefter blev den i perioden frem til 1679 handlet flere gange. I 1679 købte landsdommer og justitsråd Hans Madsen Benzon Skærsø gods og dermed Ørnbjerg Mølle. Hans søn oprettede i 1722 stamhuset Skærsø, som overlevede indtil 1806, hvor stamhuset opløstes, og godset blev solgt i forskellige dele. Ørnbjerg Mølle blev også udskilt og solgt.
Tilbage i 1688 drev fæstemøller Rasmus Christensen møllen. Hans og hans hustru Dorte Jensdatters søn Jens drev møllen videre efter faderens død i 1704. Jens' første hustru Kirsten Sørensdatter døde efter at have født et dødfødt barn blot et år efter brylluppet. Jens' anden hustru var Anne Elisabeth Helmich, der var datter af rådmand Christian Helmich i Ebeltoft. Det, at mølleren i Ørnbjerg kunne blive gift med datteren af rådmanden i Ebeltofts, viser, at mølleren havde en rimelig status. Det var en veldrevet og god mølle, blandt andet fordi den altid havde vand nok og derfor kunne male mel hele året. I 1748 døde Jens Rasmussen, og hans og Anne Elisabeths søn Rasmus Jensen overtog møllen. Rasmus var også godt gift. Han var nemlig gift med Anne Hedvig Hansdatter (Jansen), der var datter af forpagter Hans Jansen på herregården Rugård. Rasmus døde allerede i 1752, og dermed var slægtens tid på Ørnbjerg Mølle omme.
Fra dette tidspunkt og frem til omkring 1830 gik det fortsat godt på Ørnbjerg Mølle, dog i den sidste del af perioden gradvist mindre godt. I 1801 ejede Christen Rasmussen Bach møllen. Han var gift med Marie Andersdatter Bang, og de kom begge fra ansættelser på herregården Katholm. Deres søn Jacob overtog møllen efter faderens død i 1811, men han var ikke nogen dygtig møller. Han blev gift med Anne Olesdatter Hald, igen en rigtig godt parti, men de måtte opgive møllen omkring 1830. Jacob døde som fattiglem i 1860.
Næste møller, Jens Carl Schjøtz, kom til møllen i 1833. Han opførte det møllehus der nu findes på Ørnbjerg Mølle, og han installerede skallekværn (grubbe- og pillekværn). Jens Carl Schjøtz flyttede dog hurtigt fra møllen igen, og Søren Andersen drev herefter møllen frem til 1846, hvor Mygindslægten kom til.
Peter Munch Mygind overtog Ørnbjerg Mølle i 1846. Mygind kom af borgerslægt, og hans forældre ejede endda på et tidspunkt herregården Nøruplund. Peter blev i 1842 gift med Catharine Marie Brendstrup, der var selvejerdatter. Møllen var på dette tidspunkt blevet en selvejermølle. Peter Munch Mygind solgte i 1863 møllen til Peder Jørgen Rasmussen, året efter at mølleprivilegiet var blevet ophævet. Frem til 1874 havde møllen flere ejere, men da købte Peder Kristensen møllen, og efter hans død i 1904 overtog sønnen Anders Thuesen Kristensen, som drev møllen frem til sin død i 1967. Fra 1950 var det dog primært hans eget korn, han malede.
Bygninger og landskab
I dag er der kun en lille, hvidkalket bindingsværksbygning med stråtag tilbage af møllekomplekset ved Ørnbjerg Mølle. Møllebygningen er fra 1833. Møllen har tidligere haft to store overfaldshjul, men i dag er kun det ene tilbage. Det andet blev i 1946 skiftet ud med en turbine, der forsynede hele møllerboligen med elektricitet.
Under Mygindslægtens ejerskab blev der bygget et stort stuehus på hele 171 m2 med 40 m2 kælder. Huset var helstensmuret og stråtækt. Væggene var af brændte og pudsede sten både ud- og indvendigt. Huset indeholdt tre stuer, to sovekamre, køkken, spisekammer, tre karlekamre og to gæsteværelser. Der var bræddegulv overalt undtagen i køkkenet og på gangen, hvor gulvet bestod af brændte sten. Der var bræddelofter i hele huset, og i kælderen fandtes en overgang et lille bageri.
Selve møllen har hele tiden været en temmelig lille mølle. Møllen har undertræk, hvilket betyder at kværnstenen bliver trukket nedefra. Skallekværnen, hvor stenen roterede med over 70 kilometer i timen, var placeret under gulvniveau. Dette var for at sikre, at den hurtigroterende sten ikke ødelagde noget, hvis den kørte løbsk. Ørnbjerg Mølle havde også en valse, hvor havre blev valset til foder.
Efter Anders Kristensens død i 1967 gik nye ejere i gang med at restaurere møllen, og i 1970 kunne Ørnbjerg Mølle igen male mel. Også møllergården og avlsbygningerne blev istandsat, men i 1980 blev det hele solgt til staten. Hele den firelængede møllegård nedbrændte i 1988, dog undgik selve møllen flammerne. Møllen blev fredet i 1989, fik nyt stråtag i 1990 og drænet i 1992. Resterne af den firelængede møllegård blev revet ned i 1991-1992, og i dag anes kun den brolagte gårdsplads.
Efter igen at have fået lov til at forfalde i nogle år blev Ørnbjerg Møllelaug oprettet i 2009. Møllelauget sikrede eksterne midler til at istandsætte møllen, og i 2012 kørte den igen. Møllelauget driver fortsat møllen og afholder løbende aktiviteter og rundvisninger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.