Östen Warnerbring, 22.11.1934-18.1.2006, svensk sanger, musiker og komponist. Som 13-årig medvirkede Warnerbring i et danseorkester og pladedebuterede 1952. Han var i 1950'erne medlem af et par af Sveriges førende jazzorkestre, men slog igennem som popsolist, da han i 1960 vandt førsteprisen i en melodifestival i svensk tv. I midten af 1970'erne opnåede han stor popularitet i Danmark med sin version af Det var en lördagsafton og indsang senere egne kompositioner til tekster af Halfdan Rasmussen og Sigfred Pedersen.