Faktaboks

Étienne Gilson
Født
1884
Død
1978

Étienne Gilson, 1884-1978, fransk filosof; professor i middelalderens filosofihistorie ved Sorbonne 1921-32 og ved Collège de France i Paris 1932-51.

Desuden var Étienne Gilson direktør for og professor ved det af ham i 1929 oprettede Pontifical Institute of Medieval Studies i Toronto, Canada, som er et af nythomismens kraftcentre.

Étienne Gilsons påvisning af en klar forbindelse mellem middelalderens skolastiske (thomistiske) filosofi og den nyere tids filosofi, især Descartes, har været omstridt. Han udgav en række monografier om store kristne tænkere fra middelalderen. Dette var dengang et lidet opdyrket område, hvor han blev en af de betydeligste forskere. I sin egen filosofiske forskning var han især præget af Thomas Aquinas.

Étienne Gilsons nythomisme bærer et vist eksistensfilosofisk præg, mærkbart fx i hans L'Être et l'essence (1948, Væren og væsen) og The Spirit of Thomism (1964). Gilson var medlem af Académie française.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig