Étienne François Choiseul, 1719-1785, fransk politiker. Choiseul deltog i Den Østrigske Arvefølgekrig 1740-48. I 1757 blev han udnævnt til hertug af Choiseul og året efter gjort til udenrigsminister. Efter en periode som krigs- og marineminister forenede han alle tre ministerier. Choiseul forsøgte at skabe en alliance med Østrig for at begrænse Englands magt. Han gennemførte overtagelsen af Lorraine i 1766 og af Korsika i 1768. I 1770 støttede Choiseul krig mod England, hvorfor han blev afsat af Ludvig 15. og forvist til sit gods Chanteloup ved Amboise i Loiredalen. Forvisningen blev hævet ved Ludvig 16.s tronbestigelse i 1774, men Choiseul genvandt aldrig sin politiske indflydelse.