Ægidius Romanus, Giles fra Rom, ca. 1243-1316, italiensk filosof og teolog. Som ung augustinereremit studerede han teologi i Paris, hvor Thomas Aquinas var hans lærer 1269-72. Ægidius skrev talrige kommentarer til Aristoteles' skrifter; i 1277 måtte han forlade Paris pga. sin formodede sympati med den radikale aristotelisme (averroisme; se middelalder (tænkning)).

Derefter var han lærer for den senere kong Filip 4. den Smukke, som han tilegnede sit politiske hovedværk, De regimine principum (Om fyrsters styre); heri forsvares det synspunkt, at samfundet er resultat af menneskets naturlige tilbøjelighed til at leve i et fællesskab.

I 1287 blev Ægidius augustinereremitternes officielle lærer, i 1292 ordensgeneral og i 1295 ærkebiskop af Bourges. I striden mellem Filip 4. den Smukke og Bonifacius 8. tog Ægidius pavens parti, idet han regnede den åndelige magt for at være overordnet den verdslige. I sin tænkning fulgte han Thomas Aquinas ganske nøje, men hævdede i modsætning til sit forbillede, at der består et reelt skel mellem væren og væsen og ikke blot et begrebsmæssigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig