Åsted Ådal, å- og bakkelandskab med dybe erosionsdale 7 km vest for Frederikshavn. Åen løber med rent vand i naturlige slyng. På engene vokser bl.a. gøgeurt, ulvefod, bregner og svampe, især arter af vokshatte, på bakkerne lyng og hønsebær. Favrholt Hede i områdets sydlige del når op i 95 m.o.h. Her er der udsigt over store dele af Vendsyssel. Arealerne er i privat eje. 136 ha blev sikret ved fredning i 1967.