Ångermanland er et landskab i Nordsverige på 19.800 km2 og med 129.000 indbyggere (2022).

Dele af kysten er kendt som Höga kusten med næsten 300 m høje skærgårdsøer, et resultat af landhævningen efter sidste istid. Indenfor ligger et kuperet grundfjeldsterræn med nordvest-sydøst-løbende sprækkedale; flere af dem fører store elve, bl.a. Ångermanälven og Faxälven. Store områder er dækket af moræne. Klimaet er ret mildt ved kysten og mere kontinentalt indenfor; de store nåleskove rummer bl.a. sunde bestande af bævere.

Ved slutningen af middelalderen var flere områder opdyrket, og op mod 1600 blev dele befolket af finske indvandrere (se Finnmarker). På denne tid begyndte også jernudvinding. I 1800-tallet blev udnyttelsen af skovene vigtigere, og med dampkraftens indførelse flyttede savværkerne ud mod kysten, hvor der senere kom papirmasse- og papirfabrikker til.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig