Árni Ólafsson, ca. 1387-ca. 1425, islandsk biskop og hirdstyrer, dvs. kgl. befalingsmand. Ólafsson rejste som ung til Norge, hvor han var præst hos en fornem familie. I 1413 blev han paveviet som biskop til Skálholt, og i 1415 sendte Erik 7. af Pommern ham til Island som hirdstyrer. Dermed havde han både det højeste gejstlige og det højeste verdslige embede på Island. Ólafsson rejste fra Island i 1419 og aflagde det følgende år regnskab for kong Erik; hans videre skæbne er ukendt, men i 1426 blev der viet en ny biskop til Skálholt.