I Danmark findes to vildtvoksende arter, der formerer sig ved kønnet formering: almindelig røn (Sorbus aucuparia), der har fjersnitdelte blade og findes over hele landet i skove, krat og hegn, samt den i naturen meget sjældne tarmvrid-røn (S. torminalis) med groft savtakkede blade.
Fra Bornholms klippeterræn kendes tre apomiktiske arter: klipperøn (S. rupicola) med hele blade, seljerøn (S. intermedia) med fjerlappede blade og finsk røn (S. x hybrida), der formodentlig er opstået som krydsning mellem almindelig røn og klipperøn. Bladene af sidstnævnte er kun fjersnitdelte i den nederste del. De fleste arter plantes som vejtræer og i læhegn.
Rønnebær kan anvendes til gelé eller syltetøj. Veddet har været anvendt til en række specielle formål, fx tommestokke, linealer samt til træskærerarbejder og indlagte arbejder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.