Jens Jørgen Thorsen, 2.2.1932-15.11.2000, dansk billedkunstner, filminstruktør, forfatter og kritiker. Efter studier i kunsthistorie ved Københavns Universitet udgav Jens Jørgen Thorsen i 1965 bogen Modernismen i dansk kunst (revideret og udvidet i 1987 som Modernisme i dansk malerkunst).
I 1970 instruerede og skrev han manuskript til filmen Stille dage i Clichy efter en roman af Henry Miller. Samtidens verserende sex- og pornobølge sikrede filmatiseringen stor international bevågenhed. I 1975 udsendte han manus til sin længe projekterede og uhyre omtalte film om Jesu seksualliv, men først i 1992 realiseredes filmen under titlen Jesus vender tilbage (The Return); den blev en fiasko.
Gennem sit venskab med Jørgen Nash blev Jens Jørgen Thorsen en væsentlig del af 1960'ernes og 1970'ernes protestbevægelse. Hans medlemskab af situationisterne førte til en række samfundskritiske aktioner og happenings, som skaffede ham megen medieomtale. Således udførte han 19.10.1984 et murmaleri på Birkerød Station i Nordsjælland, der bl.a. viste en erotisk opstemt Jesus; billedet blev om natten malet over af en borger fra byen og to uger efter fjernet af DSB på foranledning af trafikminister Arne Melchior.
Sideløbende med disse løjer udstillede Thorsen som farvestærk abstrakt-ekspressionistisk maler.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.