Faktaboks

J.P. Jacobsen

Jens Peter Jacobsen; ofte omtalt som I.P. Jacobsen

Født
7. april 1847, Thisted
Død
30. april 1885, Thisted

J.P. Jacobsen tilbragte to vintre som rekonvalescent i syden: 1877-78 i Montreux, 1878-79 i Italien. I Rom færdedes han i skandinaviske kunstnerkredse, hvor han bl.a. lærte den svenske maler Ernst Josephson at kende. Josephsons portræt, malet i Rom 1879, foregriber på mange måder århundredskiftets opfattelse af Jacobsen som den dekadent-forfinede, syge og tungsindige digter. Portrættet findes i det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

.

Georg Brandes. Møde i Bogstaveligheden, 1. marts 1882, hvor J.P. Jacobsen oplæser novellen Pesten i Bergamo efter sit manuskript. Erik Henningsen tegnede i 1910 denne situation fra det toneangivende kunstneriske miljø i København, hvor man andægtigt lytter til digterens lidenskabelige prosa, et skriftsprog, som indtager rummet. Siddende fra venstre: Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Viggo Johansen, August Jerndorff, Herman Trier, J.P. Jacobsen, P.S. Krøyer, Karl Madsen, Pietro Krohn, Kristian Zahrtmann. Stående fra venstre: F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, Hans Nic. Hansen, Martinus Galschiøt, Laurits Tuxen, Harald Høffding, Michael Ancher.

.

J.P. Jacobsen. Foto fra 1882.

.

J.P. Jacobsen var en dansk forfatter. Hans litterære værk er beskedent af omfang: to romaner, Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880), et bind noveller, Mogens og andre Noveller (1882), samt et mindre antal digte. Dette smalle værk placerer ikke desto mindre J.P. Jacobsen blandt de få danske digtere, der har sat sig blivende spor i europæisk litteratur, kunst og musik.

J.P. Jacobsen fødtes i Thisted og døde sammesteds. Faderen begyndte som skipper og blev derefter købmand. Hans boglige dannelse var begrænset, sønnen måtte ofte hjælpe ham med at stave. Til moderen og den "agrariske" broder William var J.P. Jacobsen knyttet med stærke bånd.

Den livsglade dreng dyrkede friluftslivet i og omkring Thisted. Faget botanik var 1859 blevet indført i Thisted Realskole; Jens Peter fulgte det op med studier i marken og nedfældede sine indtryk i det lille bevarede notitshæfte Silstrups mærkeligste Planter. Et botanisk Vink (1863). Samtidig læste han litteratur og skrev vers om juleaften, skøjteløb m.m.

1863 rejste Jacobsen til København for at gå på studenterkursus. Efter at være dumpet 1866 bestod han det følgende år studentereksamen og kunne dermed påbegynde botanikstudiet ved universitetet. 1870 besvarede han en prisopgave om ferskvandsalger, de såkaldte desmidiacéer; opgaven blev belønnet med universitetets guldmedalje og publiceret på fransk.

I disse år fordybede han sig i Charles Darwins skrifter og oversatte to af dennes hovedværker til dansk. Dertil kom en række populærvidenskabelige artikler om darwinismen i begyndelsen af 1870'erne, som udløste en offentlig debat og gjorde hans navn kendt i videre kredse. Darwin betød for den unge Jacobsen en bekræftelse af den afvisning af kristendommen, han på egen hånd allerede havde kæmpet sig frem til. Frem for alt gjorde Darwins begejstring over sammenhængen og enheden i alt levende, mennesket indbefattet, stærkt indtryk på ham.

Sine darwinistiske artikler offentliggjorde Jacobsen i Nyt dansk Maanedsskrift 1871-1873, det "røde" månedsskrift, hvor en ny generation med brødrene Edvard og Georg Brandes i spidsen fremførte tidens nye idéer. Med Darwin og udviklingslæren som adgangskort var J.P. Jacobsen dermed lukket ind i kredsen omkring brødrene Brandes. Edvard blev hans nære ven, og med Georg Brandes havde han nær kontakt.

Senere blev Jacobsen da også betragtet som en af det såkaldte moderne gennembruds mænd. Det havde han intet imod, selvom den politisk og socialt ganske uengagerede Jacobsen ikke lagde skjul på, at hans mangetydige digtning ikke lod sig tage til indtægt for et bestemt program.

I Nyt dansk Maanedsskrift 1872 offentliggjorde Jacobsen også sit første betydelige digterværk, fortællingen Mogens, i dansk litteraturhistorie betragtet som en milepæl: En ny impressionistisk stil demonstreres her med virtuositet og humor, fx i den uforglemmelige regnvejrsscene; dertil kom en ny (kvinde)psykologi med overraskende indblik i det underbevidste sjæleliv og det modsigelsesfyldte driftsliv. Samtidig bekender novellen sig til en moderne realistisk natur- og kærlighedsopfattelse, befriet for konventionelle og ideologiske forklædninger.

Dette indtryk modificeres dog i nogen grad af titelfigurens melankolske længsel efter det, han kalder "en selsom Verden" bag de ydre naturfænomener. Her aner man den uopfyldelige mystiske enhedslængsel, der også ytrer sig i Jacobsens senere værker.

På højdepunktet af sin livsbane, i begyndelsen af året 1873, da han havde skrevet de to første kapitler af Fru Marie Grubbe, besluttede J.P. Jacobsen sig for en udlandsrejse. Denne rejse, der begyndte med store forventninger, sluttede brat i Firenze med en blodstyrtning. Stærkt svækket vendte den 26-årige tilbage til Thisted. Resten af livet var præget af tuberkulosen, båret af Jacobsen med tålmodig resignation og usentimental selvironi. Med de botaniske og naturvidenskabelige studier var det nu forbi, det litterære arbejde derimod gik videre, om end langsomt.

I 1876 udkom Fru Marie Grubbe, en historisk roman over adelsdamen Marie Grubbes liv, hvor Jacobsens subtile og manierede ordkunst henter kraft og kolorit i mødet med 1600-t.s talesprog; fire år senere kom Niels Lyhne. De to meget forskellige romaner har titelpersonernes livslængsel tilfælles. Marie Grubbe formulerer i en samtale med Sti Høg sin længsel således: "Jeg vilde at Livet skulde tage mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der løftede mig op, eller det, som der bøjed mig ned".

Om Niels Lyhne hedder det tilsvarende: "Blot det vilde komme over ham — Livet, Kjærlighed, Lidenskab, saadan at han ikke kunde digte med det, men saa det digtede med ham". Kvinden Marie Grubbe følger konsekvent sit instinkt og sin længsel, uden hensyn til samfundets normer eller rationelle overvejelser; til slut lander hun hos sin primitive Søren, med hvem hun, adelskvinden, i usle ydre kår lever sidste del af sit liv "meget lykkeligt", som det siges summarisk. Niels Lyhne derimod hæmmes af sin reflekterende og drømmende natur, der blokerer vejen til liv og virkelighed. Han er en af dansk litteraturs mange drømmende fantaster.

"Livet" får i denne ateismeroman sin særligt vigtige betydning derved, at det skal indtage den plads, der blev tom efter Guds død. Som Jacobsen havde læst det hos Ludwig Feuerbach og den tyske darwinist Ernst Häckel (1834-1919), ville en sådan livstro uden transcendens give tilværelsen på Jorden ny intensitet. Da det imidlertid mod slutningen af romanen endelig lykkedes Niels Lyhne — drømmeløst — at tage livet, som det er, gifte sig og få et barn, viser livet sig pludselig, først ved hustruens, så ved barnets død, med en uventet vildskab og brutalitet, som tvinger ham på knæ i bøn til "Guden".

Bogen er en desillusioneringsroman: Først afsløres den kristne gudstro som et menneskeligt drømmeprodukt, derefter afsløres livslængslen som ikke bæredygtig, idet den som sin forudsætning har troen på "Livet" som en menneskevenlig og lykkebringende magt.

En dybt pessimistisk opfattelse af menneskets natur gennemsyrer novellen "Pesten i Bergamo" (1882). Massehysteri og massesuggestion fører her til religiøse sadomasochistiske orgier af ondskab og blodrus. Ganske anderledes er novellen "Fru Fønss" fra samme år. Her tegnes billedet af en moden fornem kvinde, der bliver sig sin sanselighed bevidst og med humaniteten og selvbeherskelsen i behold vinder en sen livslykke.

I de sidste år af sit liv eksperimenterede Jacobsen med nye kunstneriske udtryksformer. Fortællingen "Der burde have været Roser" fra 1882 er en fantasileg på flere planer, af stor sproglig skønhed, vibrerende mellem ironi, længsel og melankoli, i slægt med træk i europæisk symbolisme. Endnu dristigere er prosafragmentet "Doktor Faust", skrevet i april-maj 1884. Sproget er stærkt stiliseret, figurerne mytiske, billederne surrealistisk drømmeagtige som hos Kafka, der beundrede Jacobsen.

At J.P. Jacobsen også var lyriker, vidste kun de færreste i hans samtid. Digte og Udkast udkom først efter hans død 1886. Mest original er Jacobsen her i sine såkaldte arabesker, en meget fri form med rimløse og strofeløse vers, visionær i billedsproget, snørklet, men klar i linjeføringen. Mange af Jacobsens digte har rødder i dansk og nordisk lyriktradition, uden at dette har forhindret deres internationale udbredelse.

De folkeviseinspirerede og dog moderne "Gurresange" fx gjorde i tysk oversættelse så stærkt indtryk på Arnold Schönberg, at han ud fra dem komponerede sit monumentale kor- og orkesterværk Gurre-Lieder, uropført i Wien 1913. Efter et motiv fra Niels Lyhne skrev den britiske komponist Frederick Delius sin sidste opera Fennimore and Gerda (1908-10), oprindeligt til sin egen tysksprogede libretto.

Omfanget af J.P. Jacobsens berømmelse i udlandet, især i det tysksprogede område, kan man i dag næsten ikke forestille sig. Fra århundredskiftet til 1965 er alene registreret 130 tyske Jacobsen-udgaver. I 1890'erne var Jacobsen her en kultfigur og fejredes som forløber for europæisk symbolisme, ikke mindst i Wien.

Rainer Maria Rilke lærte dansk og oversatte ligesom Stefan George flere af J.P. Jacobsens digte. Kafka, Hermann Hesse, Thomas Mann, Gottfried Benn, Stefan Zweig bør ligeledes nævnes i denne forbindelse. James Joyce i Dublin, Boris Pasternak i Moskva læste begge Jacobsen i tysk oversættelse. Berømmelsens vej ud i den store verden gik også for J.P. Jacobsens værker via tyske oversættelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig