Cassiodorus var romer, ostrogotisk embedsmand, litterat og klostergrundlægger. Som medlem af det højeste aristokrati i Italien trådte Cassiodorus naturligt ind i ostrogoterkongen Theoderik den Stores styre.
Han gennemløb en enestående embedskarriere og nåede rigets højeste poster. Han skrev i 519 en verdenskrønike og i 530'erne en goternes historie, den første af sin art, samt en samling officielle breve fra sin tid som embedsmand.
Efter Ostrogoterrigets politiske sammenbrud i 540 drog Cassiodorus først til Konstantinopel (nuværende Istanbul) og siden til sine ejendomme i Syditalien, hvor han grundlagde, hvad han kaldte et vivarium, der var et kloster og et kristent studiecentrum. Her forfattede han skoletekster, bibelkommentarer m.m. og iværksatte oversættelser af græske kirkehistorikere.
Cassiodorus har ofte været berømmet for sin kulturhistoriske indsats, idet han skulle have taget initiativ til en afskrivning af klassikerne for at bevare den antikke kultur for eftertiden. Nyere forskning har klart afvist denne formodning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.